5 gode råd: Sådan får du større ligeløn på dit arbejde
Mere åbenhed om lønnen på din arbejdsplads kan være med til at få løngabet mellem mænd og kvinder til at skrumpe.
Af
Linda Hansen
06. marts 2018
Rigtig mange af os har svært ved at tale med kollegerne om, hvad vi tjener. Og det skal der gøres op med, for tavshed og lukkethed omkring løn kan være med til at fastholde løngabet mellem mænd og kvinder. Det fastslår forbundssekretær i FOA Joan Prahl.
"Kendskab til andres løn er nemlig nødvendigt for at kunne sammenligne og vurdere, om en lønforskel er ulovlig," siger hun.
Læs også: Undgå at blive snydt: 5 ting, du skal vide om din lønseddel
I Danmark er det ulovligt at lønne mænd og kvinder forskelligt på grund af køn, men alligevel viser tal fra Danmarks Statistik, at kvinder i gennemsnit tjener 13,2 procent mindre end mænd.Fokus på løn
Op til den 8. marts på kvindernes internationale kampdag sætter 38 fagforbund – inklusiv FOA – fokus på lønspørgsmålet med en kampagne. Heri opfordres ansatte i alle fag til at dele deres løn eller debattere erfaringer med ligeløn og lønåbenhed under hashtagget #DelDinLøn. Det er vigtigt med åbenhed om løn, siger forbundssekretær Joan Prahl fra FOA.
”Arbejdet med ligeløn går alt for langsomt, så hvordan kan vi sætte lidt fart på det? Jeg tror, at en af vejene til ligeløn er at bryde med det tabu, det er at tale om vores løn med kollegerne”, siger hun.
Ud over at deltage i kampagnen #DelDinLøn kan både du og kollegerne være med til at arbejde for ligeløn og lønåbenhed ude på arbejdspladsen.
Joan Prahl giver sine fem bedste råd til, hvordan du kan arbejde for ligeløn på din arbejdsplads:
1. Lukkethed om løn ulovligt
Du har ret til at videregive oplysninger om din egen løn til enhver – det betyder også, at eksempelvis fortrolighedsklausuler i ansættelseskontrakter er ulovlige. Det slår ligelønsloven fast.
2. Del din løn
Skab åbenhed omkring lønoplysninger på din arbejdsplads ved selv at fortælle dine kolleger, hvad du får i løn.
3. Sammenlign løn
Brug dine egne og kollegernes lønoplysninger til at se på lønnen for ansatte med samme eller sammenlignelige arbejdsfunktioner.
4. Tjek tillæg
Vær blandt andet opmærksom på de tillæg, som dine kolleger får. FOA-medlemmers løn er reguleret af overenskomster, men det er ikke nogen garanti for ligeløn. For måske får din kollega et tillæg, som du også burde have.
5. Kontakt din FOA-afdeling
Er du i tvivl, om du får den rette løn, så tag kontakt til din FOA-afdeling og få lavet et løntjek. Du kan finde din afdeling her.