Så mange sosu'er bliver udsat for sexchikane
Hver fjerde social- og sundhedsmedarbejder har oplevet sexchikane inden for det seneste år, viser en ny undersøgelse. Langt størstedelen af chikanen kommer fra borgere, de er ansat til at hjælpe.
20. januar 2018
Hele 25 procent af FOAs medlemmer inden for social- og sundhedssektoren har været udsat for seksuel chikane inden for det seneste år. Langt størstedelen af chikanen kommer fra de borgere, som medlemmerne arbejder med i det daglige. Det viser en undersøgelse blandt FOAs medlemmer.
Således svarede 95 procent af social- og sundhedspersonalet, der havde oplevet sexchikane, at de var blevet udsat for det af en borger. Kun 1 procent af denne gruppe svarede, at chefen var kilden til chikanen.
Sexchikanen påvirker arbejdsglæden og kan have konsekvenser for den ansattes helbred, fortæller Ida Elisabeth Huitfeldt Madsen, der forsker i seksuel chikane på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø:
“Vi kan se, at der er en sammenhæng mellem seksuel chikane, lavere jobtilfredshed, samt øget selvrapporteret stress og angst,” siger hun til Fagbladet FOA.
Risiko for depression
Hun fortæller, at noget tyder på, at chikanen fra borgere er mindre alvorlig, end når den kommer fra chefen eller kollegaen - men den skal stadig tages alvorligt.
“Et nyt studie viser, at medarbejdere, der havde været udsat for seksuel chikane fra klienter eller kunder, havde et højere niveau af depressive symptomer end andre lønmodtagere,” siger Ida Elisabeth Huitfeldt Madsen.
Læs også: Finder du dig i sex-chikane?
Svært at forhindreI undersøgelsen svarer 16 procent af sosu’erne, at de er helt eller delvist enige i, at sexchikane fra borgere er et arbejdsvilkår. Tallet kommer ikke bag på Joan Prahl, forbundssekretær og medlem af politisk ledelse i FOA:
“Det at arbejde i omsorgsrelaterede fag gør, at man er mere udsat, fordi en dement eksempelvis ikke altid er bevidst sine handlinger.”
Hun hæfter sig videre ved, at mere end halvdelen af social- og sundhedspersonalet svarer, at de ikke ved, hvordan de skal håndtere problemet.
“Selvom sexchikanen er svær at forhindre, er det arbejdspladsens ansvar at lave retningslinjer for, hvordan man skal håndtere og forebygge det,” siger Joan Prahl.
Mindre sexchikane i andre sektorer
I alt er 4.492 medlemmer deltaget i undersøgelsen. Seksuel chikane er langt mindre udbredt i FOAs tre andre sektorer end i Social- og Sundhedssektoren.
I Kost- og Servicesektoren og Pædagogisk Sektor har tre procent været udsat for sexchikane i løbet af det seneste år. I Teknik- og Servicesektoren er det sket for fire procent.