Her spiller børnehavebørn op på plejehjemmet

Lys i øjnene. Musikken giver børn og gamle noget at være sammen om. Her begejstres Ane Jensen over den umiddelbare glæde, Oliver Smidt udtrykker gennem sine slag på instrumentet. Heidi Lundsgaard

Kling, klang, klong. Børnehavebørn og plejehjemsbeboere mødes til udendørs sang og musik fra plejecentrets nye musikinstrumenter. De er sat op i haven, og børnene spiller for, imens beboerne synger.

29. januar 2018

Smilene breder sig helt op i øjnene på beboerne fra plejecentret. De er trukket i det varme  overtøj og kommet ud for at synge og spille. Plejecentret Kærgården i Otterup har fået nye vejrbestandige musikinstrumenter, som skal skabe liv udenfor hele året. 

Læs også: Dagplejer: Læreplanen skal ligge i vores DNA

Musik til alle
Alle plejecentre i Nordfyns Kommune har fået 60.000 kroner til udendørs musikinstrumenter. De er bygget, så de kun spiller hele klare toner, så det lyder rent uanset, hvem der spiller. 
 
Målet er dels at inspirere beboerne til at komme ud – dels at åbne plejecentrene for lokalområdet, så de får flere besøg. Social- og  sundhedsassistent Kristine Ryberg inviterer regelmæssigt lokale dagtilbud til musik, saft og småkager. Til stor glæde for alle. 

Læs også: Trivselskommission kommer ikke frem til alle løsninger i et mødelokale: Derfor har de brug for dine ’særlige indsigter’

Denne dag er det pædagogmedhjælper Susanne Thomsen fra Kastaniegården i Otterup, der kommer med en gruppe børn. Hun guider børnene til at turde, vente på tur og til at udforske den nye lydverden.