Sensorgulve giver stor tryghed på plejecenter

Udviklingssygeplejerske Hanne Jensen (th) og social- og sundhedshjælper Laila Larsen (i midten) viser Daisy Kirsmeier (tv), hvordan det ser ud på deres skærme, hvis hun falder på gulvet i sin stue på plejecentret Skovhuset. Jørgen True

Da Plejecenteret Skovhuset i Hillerød blev bygget for fire år siden, var det med sensorgulve, som registrerer borgernes bevægelser. Det er en velfærdsteknologi, hverken beboere eller ansatte ville undvære.

11. januar 2018

Hvis 91-årige Daisy Kirsmeier pludselig falder på sin stue på Plejecenteret Skovhuset i Hillerød, vil en alarm lyde på nattevagtens telefon.

Læs også: Sosu’er er glade for velfærdsteknologi

I løbet af et øjeblik vil nattevagten være på Daisys stue, hvor Daisy vil blive fulgt tilbage i seng eller på toilettet.

Det er sensorer i det lyse parketgulv, der giver besked om aktivitet på gulvet, og sensorerne kan mærke forskel på, om der bliver gået på gulvet, eller om en person er faldet.

Lille bip, stor tryghed

Og det lille bip på telefonen medfører stor tryghed hos både beboere og ansatte.

”Det er sikkert, og det er beroligende at vide,” siger Daisy Kirsmeier.

Laila Larsen er social- og sundhedshjælper på Skovhuset, og hun er glad for sensorgulvene:

”Det giver en ro, fordi jeg ikke skal gå og bekymre mig om, hvordan det mon går hos de enkelte beboere. Jeg får besked om, at nu er en beboer ude at gå, og så kan jeg være der med det samme,” siger Laila.

Sensorgulve er en ekstra sans

Hanne Jensen er udviklingssygeplejerske og tovholder for velfærdsgruppen på plejecentret. De ansatte gør brug af mange former for velfærdsteknologi, men den mest betydningsfulde lige nu er sensorgulvene.

”Det er en ekstra sans,” siger Hanne Jensen.

”En klassisk bemærkning her i huset er: ’Det er da utroligt, at du lige ved, hvornår jeg har brug for hjælp’”, siger Hanne Jensen.

Gulvene har ændret rutiner

Gulvene har især stor betydning for nattevagterne, og har medført, at der er ændret på deres rutiner.

”Før gik de tre runder og tjekkede beboerne, som de tit kom til at forstyrre. Nu går de ikke færre skridt, men langt mere relevante skridt,” siger Hanne Jensen.

Det har medført, at der i dag kun er fire nattevagter, hvor der tidligere var fem.

Velfærdsteknologi skal være værdigt

Men man skal ikke vælge sensorgulvene, fordi man tror, man sparer penge, siger Hanne Jensen:

Der er udgifter til teknik og til oplæring af nye folk. Og teknik kan gå i stykker,” siger hun.
For eksempel har gulvene kun en værdi, hvis telefonerne, der skal modtage besked om aktivitet virker. Og lige i øjeblikket er alle telefonerne ved at blive udskiftet.

”Kongstanken her er, at teknologi skal give mening for den enkelte. Det skal understøtte livskvalitet og det gode arbejdsmiljø,” siger Hanne Jensen og tilføjer, at værdighed er et nøgleord for indførelse af velfærdsteknologi.

”Vi kunne for eksempel aldrig finde på at indføre en vaskerobot, hvor man bliver liftet og kørt ind i en kabine,” siger Hanne Jensen.