Skolernes wc'er er gamle og nedslidte

Hver femte elev i 5-8 klasse bruger ikke skolens toiletter, viser undersøgelse. Hvis børn går og holder sig, kan de i værste fald blive inkontinente.  Colourbox

Slidte toiletter giver skolebørnene dårlige vaner, og her hjælper hverken rengøring eller god vedligeholdelse, mener ekspert.

11. januar 2018

Der er problemer med toiletterne på danske skoler.

Der er for få, de er for gamle, og så er de så uhumske, at eleverne undlader at bruge dem og holder sig i stedet for. Det kan i værste fald udvikle inkontinens. Det fortæller Lars Münter, der er sekretariatschef i Rådet for Bedre Hygiejne. 

Læs også: Karsten bygger fremtidens skoletoilet

“Børnene bliver utilfredse og utrygge over det, de bliver budt. Det svarer til, at du og jeg skulle tisse på et DSB- toilet hver dag. Det ville vi heller ikke synes var særlig sjovt,” forklarer han. 

Undgå lappeløsninger

Problemet er, siger Lars Münter, at personalet, der skal vedligeholde og gøre toiletterne rene, ikke har en reel chance for at gøre det godt nok.  

For det første bliver der bare uhumskt, hvis der er for få toiletter til for mange børn. For det andet er nedslidte toiletter ikke nogle, man gider tisse på.

Læs også: Cookies på fagbladetfoa.dk

“Hvis man har et toilet, der er bygget for 40 år siden, så er det måske stadig fungerende, men de fleste af os vil i rigtig mange andre sammenhænge i vores hjem for eksempel bygge om til noget, der er fornuftigt og bedre,” siger han. 

Lars Münter anbefaler derfor kommunerne at undersøge, om deres toiletforhold er gode nok, og tænke på, hvordan man gør dem indbydende og langtidsholdbare, når man renoverer dem, i stedet for at lave lappeløsninger.