Gør som Kim: Få fuld løn under uddannelse
Støtte fra tillidsrepræsentant, leder og ‘Ufaglært til Faglært puljen’ gav mod på at få et eksamensbevis og mulighed for at søge lederstillinger i fremtiden.
03. januar 2018
Kim Brix Pedersen er teknisk servicemedarbejder og glad for sit arbejde. Men han kunne godt tænke sig flere udfordringer og måske på sigt søge et lederjob. Der er bare det med eksamenspapirerne, og så vil Kim Brix Pedersen hellere arbejde end sidde på skolebænken.
Og hvad med lønnen, mens man uddanner sig fra ufaglært til faglært? Som 53-årig er det sin sag at klare sig med en elevløn. Kim Brix Pedersen havde mange spørgsmål og overvejelser, da tanken om at blive ejendomsservicetekniker begyndte at spire tilbage i 2016.
Men han mødte stor opbakning og opmuntring, da han delte tanken med sin tillidsrepræsentant, Michael Magnussen, FOA Viborg, og skoleleder Jess-Ole Jensen, Skals Skole.
”Deres støtte og opbakning har gjort, at jeg har taget skridtet. Ellers havde jeg nok bare taget nogle korte kurser indimellem,” siger han.
Støtte fra pulje
Michael Magnussen gjorde Kim Brix Pedersen opmærksom på, at han kunne søge støtte fra ‘Ufaglært til Faglært puljen’ og dermed få fuld løn under uddannelsen, og så var der ikke mange undskyldninger tilbage.”Jeg har haft mange overvejelser, men nu har jeg altså kastet mig ud i det. Og Michael siger, at det kan jeg sagtens klare. Han har sendt mig mange oplysninger og givet mig mod. Når der er kommet mails fra uddannelsen, har jeg sendt dem videre til Michael, og så har vi snakket om det,” siger Kim Brix Pedersen.
Uden uddannelse bliver man let bundet til samme job.
Kim Brix, teknisk servicemedarbejder.
Arbejdsplads er også praktikplads
Kim Brix Pedersen arbejder i en delt stilling med tre dage om ugen på Pensionistgården i Vammen og to dage om ugen på Skals Skole.Skolen var ikke godkendt som praktikplads, men det er den blevet nu, og det betyder, at Kim Brix Pedersen kan tage praktikperioderne på sine to arbejdspladser.
”Jeg har også fået merit på grund af min erfaring, så jeg ikke skal tage grundforløbet, men kun hovedforløbet. Jeg manglede lidt i forbindelse med affaldshåndtering, men her blev jeg oplært af den tidligere serviceleder på Skals Skole, så det er der også styr på,” smiler Kim Brix Pedersen.
Nye muligheder forude
FOA Viborg og det lokale jobcenter har samarbejdet om at sikre, at Kim Brix Pedersen bliver afløst på sine to arbejdspladser de perioder, han er på skolen.
”Det betyder noget for mig, at der er styr på den del. Så ved jeg, at arbejdet bliver udført, mens jeg er væk på uddannelse,” siger han. Forude venter nye jobmuligheder med større ansvar og bedre løn.
”Jeg vil gerne lære noget mere grundlæggende om det, jeg arbejder med og vide mere om ventilation og varmestyring. Jeg ser frem til nye udfordringer, for uden uddannelse bliver man let bundet til det samme job. Og på sigt kunne jeg godt tænke mig at søge en lederstilling,” siger Kim Brix Pedersen.