Leder: Tak til højtidens helte
Det er i høj grad FOAs medlemmer, som sikrer julen for ældre og andre med behov for pleje og omsorg, skriver chefredaktør Gitte Hejberg.
18. december 2017
I disse fortravlede decemberdage ser mange af os frem til at fejre jul med familie
og venner.
og venner.
Men for rigtigt mange velfærdsmedarbejdere byder højtiden også på arbejde. Tre ud af fire medlemmer arbejder i julen, og hver femte af dem har vagt juleaften.
Det er i høj grad FOA-medlemmer, der holder samfundet kørende, mens andre danser om træet, spiser andesteg, pakker gaver ud og skåler for det nye år.
Det er FOA-medlemmer, der med deres faglighed og engagement – trods egne afsavn – holder jul med de mange, som har behov for hjælp og pleje.
Det er den ældre, der skal fejre jul på plejecentret for første – eller sidste – gang.
Den indlagte, der er for svag til at komme hjem fra sygehuset.
Den uheldige, der har brug for kørsel med udrykning efter en fyrværkeriulykke.
Den psykisk syge, som får et veltilberedt måltid julemad på bostedet.
Og mange, mange flere.
Fagbladet har talt med nogle af dem, der fejrer jul på jobbet. De fleste har det ok med vagterne. De oplever, at deres indsats giver mening og gør en forskel for andre.
Så ja, julen er hjerternes fest – takket være højtidens helte.