Tusinder af børn bliver fattige af lavere ydelser

“Ja, den er gul. Kender I andre ting, der er gule?” Pædagogmedhjælper Lykke Christensen oplever hver dag, at hun med nærvær og masser af sprog gør en positiv forskel for især de mest udsatte børn. Børnefattigdom er mest udbredt i udkantskommuner som for eksempel Vordingborg, hvor Lykke Christiansen arbejder i Børnegården Mejemarken. Jørgen True

Kontanthjælpsloft og integrationsydelse vil fordoble børnefattigdommen i Danmark, forudser AE-rådet.

12. december 2017

De seneste stramninger i kontanthjælpen har gjort det endnu sværere for tusindvis af børnefamilier at få råd til fødselsdage, vinterstøvler, nærende madpakker og fritidsoplevelser, lyder meldinger fra organisationer som Røde Kors og Mødrehjælpen.

“Kontanthjælpsloftet har især ramt enlige forsørgere, mens integrationsydelsen har ramt flygtningefamilier. Og det går især ud over børnene,” siger Nanna Boysen, socialrådgiver i Mødrehjælpen.

Hun kalder fattigdom værre end andre sociale udfordringer, fordi en hel familie gøres stadig mere magtesløs og udsat.

“Fattigdom er en glidebane af kviklån, ødelagt selvværd og ubehagelige overraskelser. Vi ser for eksempel flere enlige forsørgere, der ikke kan betale huslejen, og derfor risikerer at miste retten til samvær med deres børn,” siger hun.

Fattigdom svækker håb

Omkring 8.400 børn i Danmark havde ifølge beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd levet mindst tre år under den danske fattigdomsgrænse fra 2013 allerede inden stramningerne i kontanthjælpen i 2016.

“Det tal vil formentlig blive fordoblet på grund af kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen. Vi begynder først at se konsekvenserne i tallene fra Danmarks Statistik til foråret,” siger Jonas Schytz Juul, analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der også har set på langtidseffekterne af en fattig barndom.

“Mange fattige børn oplever at være sat uden for fællesskabet, og både økonomisk og socialt trækker fattigdom tunge spor ind i voksenlivet,” siger han.