Pia rørt til tårer, da hun blev hyldet med demenspris: Det er en utrolig anerkendelse

Da Pia Johnsen Nielsen i sidste uge blev bedt om at tage telefonen foran sine kolleger, var hun overbevist om, at hun var på vej til at modtage en dårlig besked, hun som arbejdsmiljørepræsentant efterfølgende skulle videregive til sine kolleger.

Men det var ikke tilfældet. I den anden ende af røret var ældreminister Thyra Frank (LA), som kunne meddele, at Pia Johnsen Nielsen var valgt som den første vinder nogensinde af Demensprisen ud af 157 indstillede kandidater.

”Jeg blev så overrasket og lettet, at jeg begyndte at græde,” siger Pia Johnsen Nielsen.

”Selvom vi er professionelle, så kommer vores beboere ind under huden på os,” siger Pia.

Hun er 53 år og uddannet sygehjælper og ansat på afdeling 700. Det er et demensafsnit på Klarahus for yngre borgere mellem 45-65 år med demens. En afdeling Pia selv har været med til at opstarte for tre år siden, og som for et år siden blev gjort permanent.

Både en række kolleger og Pias leder har indstillet Pia til demensprisen. I indstillingerne står der blandt andet:

”Da undertegnede læste om indstillingen til Årets Demenspris, stod der Pia ”all-over” i bedste forstand.”

”Omend jeg som kollega skriver indstillingen, ved jeg, at vi alle i Klarahus – og især beboere, pårørende, kolleger og ledelse i 700 – er ypper-stolte af Pias flid. Forhåbningen er, at hendes benhårde arbejde vil blive anerkendt af udvalget, da vi mener, hun har fortjent det,” står der også.

Det står klart i indstillingerne, at Pia brænder for sit fag. Hun har af egen lomme betalt for at deltage i demensdagene, arrangeret af Nationalt Videnscenter for Demens, hun er opsat på at afprøve pædagogiske tiltag frem for farmakologi, og hun har fået kælenavnet Mutti af en tidligere beboer, fordi hun bliver oplevet som nærværende, forstående og kærlig. Og så evner hun at medinddrage de pårørende uden at umyndiggøre mennesket med demens.

Ved prisuddelingen sagde en tidligere leder i sin tale til Pia:

”Du sætter kontinuerligt en høj faglig standard. Og du sætter en menneskelig høj standard, som vi andre forsøger at leve efter. Dit drive og din passion inspirerer os alle sammen. Og du arbejder utrætteligt på, at vi hver dag bliver lidt bedre, end vi var i går.”

”Jeg bliver vanvittigt rørt. Det er en utrolig anerkendelse. Og det er ikke bare nogen, der har tænkt en tanke. De har sat sig ned og sendt det ind,” siger Pia, inden hun tilføjer:

”Men jeg er jo ikke alene om det. Jeg var aldrig nået hertil uden de fantastiske kolleger og pårørende, der har været med til at inspirere undervejs. Gennem hele mit arbejdsliv har jeg været omgivet af dygtige inspirerende kolleger,” siger Pia.

Når Pia selv skal pege på, hvordan hun er blevet god til sit job, siger hun:

”Jeg tror, at man bliver god, når man laver det, man kan lide. Det her er også min fritidsinteresse,” siger Pia, som blandt andet også er demensven og demensvejleder.

”Og så kan jeg lide, at man kan gøre en forskel for nogen,” siger hun. Og det mærker hun, at hun gør.

”En god dag for mig kan være, hvis jeg ved, at en beboer har haft en skidt dag, og det så kan lykkes mig at vende den dag. Det er en succes,” siger Pia.

Det kan også være at gøre en beboer glad for afdelingen.

”De, der bor her, er bevidste om, at de har en lortesygdom. Det kalder vi det. Men en god dag kan være, når én der har været ked af at flytte ind, en dag får gnisten tilbage i øjnene,” siger Pia.

Pia håber meget, at prisen kan være med til at inspirere andre til at have lyst til at arbejde med demens.

”Vi gør det anderledes her. Vi har ingen skemaer, for det passer ikke til virkeligheden. Derfor er der heller aldrig nogen, der går, hvis de er midt i noget, selvom de har fri,” siger Pia.

Afdelingen arbejder ud fra mottoet: ”Det har jeg aldrig prøvet før, så det må jeg være supergod til.” Citatet stammer oprindeligt fra Pippi, men på afdelingen bliver det brugt til at turde at kaste sig ud i ting, man ikke har prøvet før og at turde at fejle.