Undersøgelse: Syge børn er det største problem for familiebalancen
Syge børn er det største problem for balancen mellem familie- og arbejdsliv for både social- og sundhedsansatte, økonomer og ingeniører, viser ny undersøgelse.
07. december 2017
wdq
Når børnene vågner med feber og ondt i halsen for tredje dag i træk, kæntrer hverdagen for mange danske børnefamilier. Det viser en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra analysebureauet Epinion.
I undersøgelsen svarer knap en tredjedel – eller 30 procent – af danske forældre lige fra sosu-assistenter, økonomer og jurister til skolelærere, at syge børn er det største problem for balancen mellem familie- og arbejdsliv.
”Når så mange på tværs af faggrupper siger, at det er et problem med syge børn, er det en problemstilling, vi skal tage alvorligt,” siger Joan Prahl, forbundssekretær i FOA og medlem af Familie- og Ligestillingspolitisk udvalg i LO.
Læs også: Cookies på fagbladetfoa.dk
FOA: Ikke fair over for forældreHun mener ikke, at forældrene har rimelige muligheder, som det er i dag.
”Folk tvinges til at finde løsninger, som kun giver dårlig samvittighed, for eksempel at melde sig selv syge eller efterlade deres børn halvsløje i daginstitution. Det er ikke fair,” siger Joan Prahl.
I Sverige har forældre en lovsikret ret til 120 sygedage per barn årligt. Forældrene bruger i gennemsnit 8 dage per barn fra 1-11 år, viser tal fra den svenske Försäkringskassan.
”Vi burde kigge noget mere til Sverige, hvor det er legalt og naturligt, at børn bliver syge – for det gør de jo,” siger Joan Prahl fra FOA.
Mor: Vi venter bare på skoldkopperne
”Vi står jo lidt mere alene om det, når børnene bliver syge. Min datter på 4 år har endnu ikke haft skoldkopper, så jeg venter bare på det sker. Det kan jo tage mellem en uge og 10 dage.”
Problemet fylder også hos akademikere som økonomer og jurister, hvor løsningen ofte er at arbejde om aftenen, på skift eller hjemme, siger Sara Gundelach Vergo, formand for Djøf offentlig.
”Nogle er så heldige at have bedsteforældre, der er gået på efterløn, men dem bliver der jo færre og færre af, så det er noget, der stresser folk rigtig meget. De synes, at det er møgubehageligt at stå om morgenen og skændes om, hvem der er mest vigtig på arbejdet, fordi ungerne igen er syge. Det er en heftig stressfaktor.”
OK 18: Dobbelt så mange krav om børns sygedage
At barnets første og anden sygedag ikke slår til, når barnet har skoldkopper eller influenza, kan ses på de krav, FOAs medlemmer har indsendt til overenskomstforhandlingerne i 2018.
Her er kravene om bedre forhold, når børnene er syge fordoblet i forhold til 2015 på trods af, at der samlet set er kommet færre krav.
Formand for FOA Dennis Kristensen vil gøre børns sygedage til en ret, der ikke skal vurderes hos arbejdsgiveren. Derudover vil han have indført, at den dag, hvor barnet ringes hjem fra institution, ikke tæller som en sygedag, som det blevet gennemført på det private område.
”Børnefamilierne er stærkt pressede i disse år, og arbejdsgiverne må have en interesse i, at medarbejderne kan koncentrere sig om opgaverne, når de er på arbejde, og om børnene, når de er syge,” siger Dennis Kristensen.
KL: Gode muligheder for at tage hånd om børnene
Michael Ziegler, formand for KL’s Løn og personaleudvalg, ønsker ikke at kommentere undersøgelsen, men skriver blandt andet til Fagbladet FOA:
”Jeg synes faktisk, at vi på mange måder gennem de ordninger, som allerede eksisterer, har gode muligheder for at tage hånd om børnene, når de er syge.”