Så mange FOA-medlemmer bruger Facebook dagligt

85 procent af FOAs medlemmer har en profil på Facebook. Hele 77 procent af FOAs medlemmer logger sig dagligt på Facebook. Det viser en undersøgelse fra 2017 blandt FOAs medlemmer om deres brug af sociale medier.  Gitte Skov

Især kvinderne er på Facebook og andre sociale medier som aldrig før, viser ny undersøgelse blandt FOAs medlemmer.

31. oktober 2017

Mobilen og dermed også de sociale medier er en tro følgesvend i mange menneskers hverdag. Det gælder ikke mindst FOAs medlemmer, som i den grad har taget Facebook til sig. I 2012 havde 70 procent en profil på Facebook, og på fem år er det tal steget til 85 procent. 

Det viser en undersøgelse fra 2017 blandt FOAs medlemmer om deres brug af sociale medier. Messenger er også i brug hos mange – 61 procent af FOAs medlemmer har koblet sig på beskedtjenesten. Det tredje mest populære sociale medie er Instagram, der giver mulighed for at dele billeder og videoer med andre i ens netværk.

Flere er på hver dag

Også den daglige brug af Facebook vokser. Hele 77 procent har været på Facebook inden for det seneste døgn. I 2012 var det kun 44 procent, der dagligt loggede sig ind. Bortset fra Twitter og Linkedin er kvinderne de mest hyppige brugere af de sociale medier.

Fagbladet FOA får sin egen profil

FOAs hovedprofil på Facebook følges af godt 26.000. Som noget nyt vil også Fagbladet FOA have sin egen Facebook-side, så medlemmer og andre interesserede kan følge nyhedsstrømmen fra Fagbladet FOA. 

“Her kan man give sin mening om artiklerne til kende, ligesom man selvfølgelig kan dele nyhederne med kolleger og tagge dem. Tips, tricks og forslag til at følge op på historier er også meget velkomne. Vi vil i høj grad udnytte, at det er et socialt medie, hvor dialogen går begge veje,” siger chefredaktør på Fagbladet FOA Gitte Hejberg.

Indstil en kollega

På Fagbladets Facebook-side vil der også være mulighed for at komme med indstillinger til priser som ‘Årets kollega’, der kører i løbet af efteråret. Desuden vil fagbladsredaktionen efterlyse medlemscases, som kan medvirke i artikler. 

En del af Fagbladet FOAs artikler vil fortsat være at finde på FOAs hovedprofil på Facebook. Her kan man som medlem også følge med i FOAs kampagner og mærkesager.