Serviceassistent: Jeg har kun to arme og to ben

Vox pop: Serviceassistent Pia Schulz Pedersen har fået færre kolleger, siden der var kommunalvalg for fire år siden. Hun har lært at acceptere, at man ikke altid kan gøre arbejdet så godt som man gerne ville.
31. oktober 2017
Lidt over halvdelen – helt præcis 51 procent – af ansatte i blandt andet ældreplejen, daginstitutioner og på hospitaler oplever, at de har fået færre kolleger siden sidste kommunal- og regionsvalg.
Det viser en medlemsundersøgelse fra FOA.
Blandt dem, der arbejder på sygehuse og hospitaler er det 60 procent, der oplever, at normeringerne er blevet lavere siden valget.
Læs også: Halvdelen af de offentligt ansatte: Vi har fået færre kolleger
Pia Schulz Pedersen, serviceassistent og tillidsrepræsentant på Aarhus Universitetshospital, er en af dem.- Hvordan mærker du konsekvenserne af lavere normering i din hverdag?
"For et års tid siden blev der skåret 12 timer i rengøringen hver anden weekend. Hvor vi før var tre er vi nu to på arbejde hver anden weekend," siger Pia Schulz Pedersen.
"Samtidig er der kommet flere opgaver, der selvfølgelig tager mere tid. Når der er et større patientflow, er der flere udskrivninger og mere, der skal vaskes og gøre rent og mere affald, der skal køres ned. Alt sammen opgaver, der giver mening, og som vi gerne vil løse. Men det er ikke altid muligt."
"Jeg har kun to arme og to ben"
"Jeg er blevet rigtig god til at tænke: 'Jeg når kun det, jeg når, for jeg har kun to arme og to ben.' Men det har taget lang tid at lære, for man har jo også sin faglige stolthed og vil gerne gøre tingene ordentligt. Jeg ligger ikke søvnløs over det men har lært at passe på mig selv."
"Jeg vil samtidig sige, at på min afdeling er det ikke værst. Det er plejepersonalet, de lave normeringer går hårdest ud over."
- Hvordan mærker du konsekvenserne af lavere normering i din hverdag?