Sosu'er: Synlig køretid på kørelisterne skaber psykisk balance
I Silkeborg Kommune har medarbejderne været med til at løse problemet med manglende køretid på kørelisterne.
17. oktober 2017
I Silkeborg Kommune har de tidligere døjet med, at der
var manglende tid til transporten mellem borgerne i hjemmeplejen. Det gik
typisk ud over medarbejdernes frokostpauser dengang, fortæller social- og
sundhedsassistent Anette Holmgaard
Grønfeldt, der er planlægger og tillidsrepræsentant i kommunen.
“Folk skulle selv finde tiden til at komme
fra A til B, så mange følte sig for det meste nødsaget til at sløjfe pausen, så
de havde noget tid at gøre godt med. Det resulterede i, at folk følte sig
pressede og stressede,” fortæller hun.
Læs også: Sosu’er har for lidt køretid: Her ’stjæler’ de minutterne
Men hvor det tidligere virkede som om, at ledelsen ikke ville høre på, hvad medarbejderne havde at sige, så forholder det sig anderledes i dag.“Vi er gået fra mistillid parterne imellem,
til et tillidsbaseret samarbejde. Så nu har vi køretid synligt på køresedlerne.
Det har været et længere arbejde, en løbene kulturændring, men det kan betale
sig for både medarbejdere og ledelse,” siger Anette Holmgaard Grønfeldt.
Hun fortæller, at det har været en proces, der har
strakt sig over flere år og ledelsesskifte.
Ledelsen anerkendte problemet
Social- og sundhedshjælper Bodil Mogensen, der er tillidsrepræsentant og udekørende i kommunens hjemmepleje, fortæller, at folk var rigtig stressede dengang der ikke var køretid.“Det var et dårligt arbejdsklima. Så vi tog
det op i MED-udvalget, hvor vi nedsatte en arbejdsgruppe, der skulle arbejde
med køretid,” siger hun.
Læs også: Kathrin bruger egen bil for borgernes skyld
Arbejdsgruppen var med folk, fra alle dele af hjemmeplejen; Menige medarbejdere, tillidsvalgte, den lokale ledelse og direktionen.“Ledelsen anerkendte, at det var et problem,
at der ikke var køretid. Vi havde flere løsningsmodeller på bordet. Det endte
med, at vi fik visitationen til at oprette en ydelse, der hed køretid, som
planlæggerne kunne disponere med. Så nu ligger det helt synligt på
kørelisterne,” fortæller Bodil Mogensen.
Synlighed gør arbejdet mere effektivt
Specielt synligheden af, at køretiden nu står tydeligt på kørelisten, har gjort alverden til forskel, fortæller Anette Holmgaard Grønfeldt.“Det giver folk ro, at de kan se, at der er
tid til at køre rundt mellem borgerne, og at der er tid til pause. Før blev
folk jo stressede, inden de overhovedet kom i gang, fordi det ikke var til at
overskue,” siger hun.
Læs også: 4 gode råd: Sådan får I styr på køretiden
Synligheden gør det også nemmere for dem alle, at løse deres opgaver mere effektivt.“Vi har også fået kørelisterne op på en stor
skærm. Så kan alle se, hvem der måske bliver pressede, og hvem der har tid til
overs. Så vi kan trække mere på hinanden, fordi når det hele er synligt, kan vi
i fællesskab være sammen om at løse det,” fortæller Anette Holmgaard Grønfeldt.
Bodil Mogensen er enig, og mener, at det skaber en
helt anden psykisk balance på arbejdspladsen, at der nu er køretid synligt på
kørelisterne.
“Det er ikke et samtaleemne mere. Folk er
ikke frustrerede over det, fordi nu står det jo på kørelisterne. Jeg tror, det
er godt for alle parter, fordi tidligere har det kostet meget i overarbejde.
Jeg har også et indtryk af, at sygefraværet er på vej ned,” fortæller hun.
At planlægge med synlig køretid har været et
pilotprojekt i tre udekørende grupper. Næste skridt er at få det implementeret
i resten af hjemmeplejen i Silkeborg Kommune.