Børn trives ved flydende overgange

Fokus på kvalitet i mikroovergange giver bedre sammenhæng og færre konflikter for de 0-2-årige.
27. september 2017
Fra legepladsens mylder ind i en trang garderobe og videre til frokostbordet. Små børn i dagtilbud oplever mange små skift – eller mikroovergange – i løbet af en dag.
Overgangen fra én aktivitet til en anden kan ofte ende med, at børnene bliver sat i en venteposition, mens de voksne har travlt med at klare det praktiske. Situationer hvor børnene kan føle sig overladt til sig selv og derfor ender i gråd og konflikter.
Læs også: Meliah finder selv puttepuden
Det fremgår af forskningsprojekt ‘Barnet i Centrum 2’, der for nylig er afsluttet. Leder af projektet lektor Ole Henrik Hansen fra Aarhus Universitet peger på, at børnene går glip af læring og udvikling, hvis ikke de bliver inddraget på en for dem meningsfuld måde i overgangene.“Det handler om at give børnene deltagelsesmuligheder ved at guide og invitere dem med i de praktiske opgaver, så de ikke oplever at blive parkeret,” siger han.
Læs også: 5 tip til at skabe bedre overgange
Brug hverdagssituationerneViborg Kommune har haft flere dagplejere og institutioner med i projektet. Pædagogisk konsulent Mie Storgaard er begejstret for, at der er fokus på pædagogikken til de allermindste, fordi meget forskning hidtil har handlet om børn i børnehavealderen.
“En af de klareste ting, vi har fået med, er, at pædagogikken for de allermindste skal blomstre mest i hverdagssituationerne,” siger hun.
I efteråret skal oplæg og workshops for alle ansatte i kommunens dagtilbud være med til at udbrede erfaringerne.