Pensionstjek: Se hvor meget du mister på deltid
Mange deltidsansatte bøder, når de rammer pensionsalderen. "Vis rettidig omhu, og tjek din pension. Så kan du nå at rette pensionen til ved at spare op," siger seniorøkonom.
25. august 2017
I dag er omkring halvdelen af FOAs medlemmer på en deltidskontrakt. For nogle er det et aktivt valg, hvor de ønsker at bruge mere af deres tid hjemme med familien. Andre medlemmer er tvunget på deltid, fordi arbejdsgiver ikke kan tilbyde fuld tid.
Læs også: Højere grundløn for alle: Her er slutresultatet for medlemmer i Teknik- og Servicesektoren
Men selvom deltidsarbejde kan lyde som en luksus for nogle, så har færre timer på jobbet konsekvens for, hvad du skal leve for i din alderdom. Pensionsopsparingen bliver nemlig væsentlig mindre, hvis du har underskrevet en deltidskontrakt:"Når du er på deltid, så påvirker det ikke kun din løn, men også din pension, fordi indbetalingen til pension udgør en andel af din løn," siger seniorøkonom hos PenSam Søren Dijohn.
Tjek din pension her
Igennem hele arbejdslivet lægger arbejdsgiver hver måned en procentdel af din løn, som er aftalt via din overenskomst, ind på din pensionsopsparing. Arbejder du i en deltidsstilling, tjener du også mindre end en fuldtidsansat, og du vil derfor lægge et mindre beløb til side til pension hver måned.
Læs også: Hvor meget stiger min løn? Her får du svaret
Forsikring og Pension, som er en brancheorganisation, hvor PenSam er medlem, kan hjælpe dig med at udregne, hvor mange penge du går glip af på deltid:På hjemmesiden www.pensionsmaaler.dk kan du nemlig indtaste dine lønoplysninger i den digitale pensionsmåler, og se forskellen i dine pensionsindbetalinger alt efter, om du arbejder på fuld tid eller deltid.
Arbejder du for eksempel 28 timer om ugen i stedet for 37 timer, vil din årlige pension fra PenSam være 17.000 kroner mindre i udbetaling. Det viser et beregningseksempel på en social og sundhedsmedhjælper, som tjener 23.000 kroner i en fuldtidsstilling og betaler et pensionsbidrag på 12,6 procent.
Hvad kan du selv gøre?
Beregninger fra FOA Ungdom viser også, at hvis man arbejder hele livet i 30 timer pr. uge som social- og sundhedsassistent, vil man, når man går på pension have optjent 300.000 kroner mindre til pensionen end kollegaer med fuldtidsarbejde.
"Går du ned i tid og løn, så er det vigtigt at overveje, om du får en pension, som står mål med forventninger til alderdommen," siger Søren Dijohn.
Vil du arbejde på deltid, men stadig have lige så mange penge mellem hænderne i alderdommen, som én, der har arbejdet fuld tid? Så kan du selv gøre noget ved sagen, og indbetale mere af din løn til din pension, ved eksempelvis at gøre brug af fritvalgsordningen, hvor du indbetaler et fritvalgstillæg eller indbetaler et højere pensionsbidrag, råder PenSam.