4 vigtige ændringer der kan påvirke dine dagpenge

1. juli rykkede en række nye paragraffer og regler om arbejdsløse og dagpenge ind til de temmelig mange, der i forvejen er på området.  Colourbox

Mantraet om, at ’det skal kunne betale sig at arbejde’ har sat sine tydelige spor i den del af dagpengereformen, der er trådt i kraft den 1. juli. Se nogle af de vigtigste ændringer her. 

05. juli 2017

1. juli er skæringsdato for anden runde af dagpengeformen, og en hel række nye dagpengeregler er trådt i kraft fra denne dato.

Reformens første runde blev skudt i gang ved årsskiftet med blandt andet nye bestemmelser om nyuddannede og om forlænget dagpengeret.

Læs også: Se om du vinder eller taber på nye dagpengeregler

4 vigtige ændringer

FOAs A-kasse anbefaler ledige medlemmer, at de især skal være opmærksomme på følgende ændringer, der er trådt i kraft den 1. juli:

• Nye frister for at indsende dagpengekort
• Ny a conto-udbetaling af dagpenge og eventuel efterregulering
• Nye karensdage, som kan koste en dags dagpenge
• Ny bestemmelse, der kan koste en måneds dagpengeret

Både fordele og ulemper

Der er både tale om ændringer, som kan påvirke udbetalingen til den arbejdsløse og ændringer af mere teknisk karakter. Og både fordele og ulemper for FOAs arbejdsløse medlemmer i de nye regler, mener Finn Villadsen, der er chefkonsulent i FOAs A-kasse.

”Den gennemgående tendens er, at man kan opnå fordele ved at arbejde så meget som muligt. På den måde kan man undgå karensdage, og man kan også forlænge sin dagpengeret,” siger han.

Omvendt falder hammeren, hvis man arbejder mindre end 148 timer i en periode på 4 måneder. Det udløser en karensdag, og det koster den arbejdsløse en dags dagpenge.

Timer erstatter uger

Værre endnu kan det gå for arbejdsløse med langvarig ledighed. Hvis man  har været arbejdsløs mere end fire år inden for de seneste otte år, får man nemlig afkortet sin dagpengeret med en måned, svarende til 160,33 timer.

Fra 1. juli regner A-kasserne dagpengeretten ud i timer i stedet for som tidligere i uger. Dagpengeretten er stadigvæk 2 år, men nu svarer det til 1924 timer om året, altså 3848 timer i alt.

”Man forbruger kun det antal timer, man faktisk får udbetalt i dagpenge, og altså ikke nødvendigvis hele uger som tidligere. Det styrker sikkerhedsnettet, og færre vil falde ud af systemet,” siger Finn Villadsen.

Fra 1. juli udbetales dagpengene for én måned ad gangen, og ikke som tidligere for 4-eller 5-ugers-perioder.

Læs flere detaljer om de nye dagpengeregler.