Nordjysk opråb: Antallet af sosu’er må ikke blive lavere

Der bliver konstant færre social- og sundhedsassistenter i Region Nordjylland, og det bekymrer Jesper Hejlman Hermansen, faglig sekretær i FOA Nordjylland. Inge-Marie Krøier Sørensen

Antallet af sosu-assistenter nåede et lavmål i Region Nordjylland for et par år siden. Alligevel bliver der fortsat færre. Det har fået FOA Nordjylland til at reagere.

26. juni 2017

For et par år siden slog regionsrådet i Region Nordjylland fast, at den nedre grænse for antallet af social- og sundhedsassistenter på regionens sygehuse var nået.
Alligevel er der kun blevet færre siden.

Tal fra Region Nordjyllands lønsystem viser, at der fra 2014 til 2016 skete et fald på 11,2 procent i antallet af ansatte social- og sundhedsassistenter på hospitalerne.

Det har fået FOA Nordjylland til at sende et opråb til regionens politikere.

”Vi kan dokumentere en nedgang på 11,2 procent til trods for, at man i 2014 sagde, at den nedre grænse for antallet af social- og sundhedsassistenter, var nået,” siger Jesper Hejlman Hermansen, sektoransvarlig for social- og sundhed i FOA Nordjylland.

Læs også: Sosu’er presses ud af sygehusene

Anerkend sosu’ernes kompetencer
Derfor ønsker han at få regionen i tale. I brevet til politikerne står der blandt andet:

”I FOA opfordrer vi jer til at anerkende social- og sundhedsassistenternes kompetencer, ansætte dem og gøre brug af hele det kompetencefelt, de er uddannet indenfor! Det, mener vi ikke, sker i dag, og det bekymrer os i den grad, og derfor råber vi vagt i gevær på vegne af social- og sundhedsassistenter i Nordjylland,” står der i brevet, som fortsætter:

”Vi tror desværre, at regionens politikere er på vej til at begå en kæmpe fejl. Det handler primært om manglende anerkendelse af social- og sundhedsassistentens faglighed og kompetencer,” står der i brevet.

Stor utryghed blandt ansatte

Jesper Hejlman Hermansen uddyber:

”Det er ikke ukendt, at social- og sundhedsassistenterne i lang tid har været presset på deres faglighed. Man har ikke anerkendt deres uddannelsesmæssige baggrund. Vi kan se i psykiatrien, at social- og sundhedsassistentstillinger konverteres til sygeplejestillinger. Og når man så har svært ved at rekruttere sygeplejersker, konverterer man dem om igen til social- og sundhedsassistenter,” siger Jesper Hejlman Hermansen.

Den usikkerhed skaber stor bekymring hos de ansatte:

”De er dybt bekymrede for deres eksistensgrundlag. Derfor ønsker vi et klart signal fra regionen om, hvad man vil med assistenterne,” siger Jesper Hejlman Hermansen.

Region Nordjylland: Vi skulle spare

Regionen har ikke svaret på FOAs henvendelse, men regionsrådsformand Ulla Astman (S) siger om faldet i antallet af social- og sundhedsassistenter:

”Vi har måttet erkende, da vi lagde budget, at det, vi troede var forudsætninger, ikke holdt. Vi har været udsat for omprioriterer og sparerunder, og vi har måttet skære i personalestaben. Det gælder social- og sundhedsassistenter, HK’ere og sygeplejersker,” siger Ulla Astman.

Opgaverne har ændret sig

Når der er sket et stort fald i antallet af social- og sundhedsassistenter, hænger det sammen med en ændring i opgaverne på hospitalerne.

”En lang række opgaver foregår ikke på sengeafdelingerne længere, men er rykket ud i hjemmeplejen. Så behovet for social- og sundhedsassistenterne er vokset dér, mens opgaverne på hospitalerne er blevet mere specialiserede,” siger Ulla Astman.

Hun fastholder, at det ikke skal ses som et tegn på, at man er ved at udfase social- og sundhedsassistenterne på sygehusene:

”Det ændrer ikke ved, at de er vigtige for os på hospitalerne. På de afdelinger, hvor patienterne ligger længere tid, er de uundværlige. Vi er fortsat den region med relativt flest social- og sundhedsassistenter,” siger Ulla Astman.

Vil ikke spå om fremtiden

Ulla Astman kan ikke svare på om antallet af social- og sundhedsassistenter på hospitalerne kommer til at falde yderligere de næste år:

”Det kan jeg ikke sige. Men de er stadig utroligt vigtigt. Den plejeopgave de løser er fremragende. Og på de pågældende afdelinger er de uundværlige,” siger Ulla Astman.