Serviceassistent: Jeg brænder for at tale faget op

’Rengøring er noget, alle kan gøre’. Den holdning støder serviceassistent Tina Pedersen ofte på, og hun kæmper for at ændre den.
15. juni 2017
Effektiv rengøring, udført af uddannet personalet, kan være med til at hindre nogle af de 80.000 hospitalsinfektioner, der hvert år finder sted i Danmark.
”Dårlig rengøring koster rigtig mange penge i sundhedsvæsnet hvert år. Man har i mange år haft den holdning, at hvis der skal spares penge, så er rengøring det første, man kigger på. Men vi er vigtige i det her. Jeg vil have, at det bliver et anerkendt fag, ligesom det er at være sosu, sygeplejerske og læge.”
Sådan siger serviceassistent Tina Pedersen til et debatarrangement ved folkemødet på Bornholm. Her deler hun blandt andet scenen med medlem af folketinget Flemming Møller Mortensen (S), der, som uddannet anæstesisygeplejerske, kender til vigtigheden af fagligt dygtigt rengøringspersonale.
”I er uundværlige! Det er grotesk, at det er nødvendigt, at man skal tale rengøring som fag op. Det er ekstremt grundlæggende for, at man kan levere høj patientsikkerhed. Hvis der ikke er styr på det, så leverer man jo ikke kvalitet i sundhedsvæsnet,” siger han.
Behov for kompetenceløft
Udfordringerne med smittefare på landets sygehuse kræver, at rengøringspersonalet har de nødvendige kompetencer. Derfor skal flere uddannes, mener formand for kost- og servicesektoren i FOA Gina Liisborg.
Hun fortæller, at under ti procent af rengøringsmedarbejderne i Region Hovedstaden har en egentlig rengøringsuddannelse.
”Det skal ændres. Man vil ikke acceptere, at en læge opererer, hvis han ikke er uddannet. Det skal være det samme med rengøring. Hvis man prioriterer rengøringen, kan man halvere smittespredningen. Så rengøringsopgaverne fortjener respekt,” siger hun.
Patienternes liv i hænderne
Medlem af folketinget Flemming Møller Mortensen (S) er enig i, at under 10 procent med uddannelse ikke er nok. Han anerkender, at der ikke har været fokus nok på det på Christiansborg. Han mener dog, at det øgede fokus i regionerne vil medføre større rekruttering til de faglige uddannelser i fremtiden.
”Der er intet, vi politikere lytter mere til, end patienternes ve og vel. Det har I i hænderne hver eneste dag. Så jeg vil gerne gøre regionernes budgetter mere robuste, end de er i øjeblikket. Rengøring har i årtier været udsat for besparelser, men vi vil mere på det her område,” siger han.
Savner politisk vilje
Serviceassistent Tina Pedersen, der også er ved at afslutte en akademiuddannelse i hygiejne og rengøringsteknologi, savner, at det bliver prioriteret højere politisk.
”Man kan sagtens lave konkrete mål på det her område om, hvor mange der skal være uddannet. I mange år er der blevet sparet, men man skal have vendt bøtten. Der er penge at spare i sidste ende. Dårlig rengøring kan medføre værre sygdomsforløb, og at folk er indlagt længere,” siger hun.