Sådan sikrer vi kvalitet i rengøringen på hospitaler

Lisbeth Stampe har ansvaret for, at nye kolleger kommer godt i gang, men hun sørger også for den årlige screening af kollegerne, og hun kontrollerer, at de både kan pakke vognen rigtigt og huske, hvornår man skal spritte af. Mikkel Østergaard

Lisbeth Stampe følger nye kolleger, til de kan gøre rent på den rigtige måde. 

24. juli 2017

En ny hospitalsmedhjælper, der skal gøre rent på Rigshospitalet i Glostrup eller på Blegdamsvej i København bliver ikke bare overladt til sig selv. Fra første dag tager serviceassistent Lisbeth Stampe sig af ham eller hende, for rengøring er ikke noget, man bare kan. Rengøring er et fag, og hospitalsrengøring er en helt særlig disciplin.

Kvaliteten bliver sikret

Lisbeth Stampe, der har haft 25 års jubilæum på Rigshospitalet i Glostrup, sørger for, at den nye kollega får undervisning i, hvordan rengøringen skal foretages på de to hospitaler.

Efter en uge laver hun kvalitetssikring af den nye kollegas arbejde, og hun sørger for at følge op, så vedkommende ikke forfalder til dårlige rutiner – for eksempel at glemme et sengebord eller dørhåndtag. Det er de områder, bakterier især overføres fra.

“De fleste har lidt erfaring med at gøre rent, men hospitalsrengøring er noget helt andet, så jeg underviser dem blandt andet i de nyeste hygiejnestandarder, afbrydelse af smitteveje, håndhygiejne, fagudtryk og i at gøre rent i den rigtige rækkefølge,” siger hun.

Det sidste er vigtigt, så man ikke bringer bakterier fra mindre rene områder til mere rene. Man starter altid, hvor der er mindst snavset. 

Ansvar overrasker

“De nye kolleger lytter og spørger og bliver tit overraskede over så stort ansvar, der er forbundet med at gøre rent på et hospital, og hvor krævende det er,” fortæller Lisbeth Stampe.

Efter den første introduktion bliver de nye sidemandsoplært, mens hun følger deres udvikling. Hun har selv været på kursus i at instruere andre på den rigtige måde og kommunikere irettesættelser, så folk ikke føler, hun slår dem oven i hovedet.

“Alligevel kan de godt være nervøse, når jeg skal kvalitetssikre dem,” siger hun.