Disse 5 lege skaber ro
![](/media/2zobcdcv/sr-boern-i-skov.jpeg?format=webp&quality=75&v=1dae35cd209b980)
Børneergoterapeut Pernille Hede giver her sine bedste ideer til lege i skoven, som skaber ro.
07. juni 2017
1. Visualisering
Børnene ligger i skovbunden og kigger op i himlen og trækronerne. Den voksne fortæller med dæmpet, rolig stemme, hvad de kan se og mærke af raslen fra blade, fuglesang og vind i håret.
Det får I ud af legen
Hvis den voksne er rolig, vil
det smitte af på børnene.
Samtidig får de fuld effekt
af naturens dæmpende
omgivelser. Hvis en gruppe
har svært ved at ligge stille,
kan de ligge med hovederne
på hinandens maver, for
det tryk på maven vil virke
beroligende på mange.
2. Blinkeleg
Børnene står i en rundkreds i naturen. De holder hinanden i hænderne. Den voksne blinker til et barn, og derefter skal de bytte plads. Legen fortsætter, indtil alle har byttet plads.
Det får I ud af legen
Legen giver mulighed for, at
den voksne ser hvert enkelt
barn – netop den kontakt, som
travlhed ofte kan vanskeliggøre.
Børnene efterligner den
voksnes stilhed og øver sig
i opmærksomhed, øjenkontakt
og sociale regler.
3. Håndtryk
Børnene står i en rundkreds med hinanden i hånden. Den voksne sender et håndtryk af sted gennem rundkredsen. Med store børnehavebørn kan legen også fungere med lukkede øjne.
Det får I ud af legen
Børn kender mest til det at være
stille sammen fra sengetid med
mor eller far. I andre sammenhænge
bliver de (og mange
voksne) utrygge ved stilhed.
Derfor gælder det om at skabe
lege, der skaber en ramme for
stilheden, så den ikke er så farlig.
4. Muldvarpen
Find et muldvarpeskud og leg muldvarper. Kravl på maven over skovbunden (store børn kan lukke øjnene, fordi muldvarper er næsten blinde). Skift mellem at kravle og ligge stille, fordi muldvarper er vågne i fire timer og sover så i fire timer.
Det får I ud af legen
Børnene får stimuleret taktilsansen
af at kravle i skovbunden. Samtidig
oplever de nødvendigheden af at
kunne skifte mellem højt gear og
lavt gear og en fornemmelse af, at
pauser er vigtige.
5. Klokkeleg
Børnene står ved hvert sit træ. Et barn har en lille klokke og skal aflevere klokken til et andet barn. I første runde ringer de kraftigt med den. I anden runde skal børnene gå, uden der kommer lyd fra klokken og på samme måde aflevere den, indtil alle har prøvet.
Det får I ud af legen
Børnenes visuelle og auditive sans er
i spil, og de bliver opmærksomme på
skiftet mellem larm og stilhed på en
positiv måde. I stedet for at forbinde
ro med tyssende og måske irriterede
voksne får de rare erfaringer med fra
en leg.