Prisbelønnet bosted: Derfor er 'Åben Dialog' et vigtigt værktøj

Beboerne bestemmer, om den åbne dialog skal afholdes indenfor eller udenfor. På billedet ses Cassandra Mitchell ved siden af boformsleder Kenneth Sandell Henriksen. Yderst til højre ses to beboere og yderst til venstre ses en kollega til Cassandra. Niels Åge Skovbo

På det prisbelønnede bosted Tuesten Huse er beboerne mere rolig, sygefraværet er faldet, og samarbejdet med psykiatrien er bedre, efter de begyndte at bruge Åben Dialog. 

21. juni 2017

Set udefra ligner bostedet Tuesten Huse, der ligger lidt uden for Aarhus, et typisk kommunalt botilbud. Det er da heller ikke de fysiske rammer, der skiller det socialpsykiatriske bosted ud fra andre steder i Danmark - det er indholdet.
 
På to år har bostedet reduceret vold og trusler fra 170 i 2014, da det var på sit højeste, til 54 i 2016. I samme periode er sygefraværet faldet fra 44,03 sygedage pr. helårsansat til 5,1 dage. Et af værktøjerne, der har medvirket til forvandlingen, er ‘Åben Dialog’, fortæller den 31-årige sosu-assistent Cassandra Mitchem, der arbejder på bostedet.
 
“Vi bruger i stigende grad Åben Dialog i vores arbejde. Vi bruger det især, når vi møder beboerne, men vi bruger det også i mødet med eksterne samarbejdspartnere som behandlingspsykiatrien,” siger hun.
 
Tuesten Huse blev i november 2016 belønnet med en pris af Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering for deres indsats for at forbedre dialog og beboerinddragelse. Arbejdet med Åben Dialog har været et vigtigt værktøj i denne indsats.

Åben Dialog er en form for møde, der er kendetegnet ved, at man ikke har nogen klar dagsorden. Mødedeltagerne, som eksempelvis kunne være en ansat og en beboer, taler ikke direkte til hinanden. I stedet taler de gennem en mødeleder.
 
“Der kan let opstå en konfrontatorisk stemning mellem mennesker, der føler, at nogen har begået uret mod dem. Derfor er det hensigten, at kun én taler af gangen, og det er vores udgangspunkt, at det altid er beboeren, der får ordet først,” siger Cassandra.
 
Det nye dialogværktøj har ændret måden, som de ansatte møder beboerne på.
 
“Når vi tidligere hørte en borger, der kom gående på en bestemt måde, så troede vi, at vi vidste, hvorfor han kom. Vi var ikke gode nok til at høre på nuancerne. Med Åben Dialog har vi trænet vores evne til at lytte rigtig meget. For det er faktisk rigtigt svært at høre, hvad det andet menneske siger, og ikke høre hvad du tror det siger,” fortæller boformsleder Kenneth Sandell Henriksen.
 

Læs også: Her er bostedernes tre største problemer - og deres mulige løsninger

Beboerne udvikler sig

Kenneth Sandell Henriksen er sammen med Cassandra en af de i alt seks ansatte på Tuesten Huse, der har fået uddannelse i Åben Dialog. Både han og Cassandra er enig om, at værktøjet har gjort Tuesten Huse til et bedre sted - særligt for beboerne. 
 
“Vi har oplevet beboere, som ingen turde drømme om, ville deltage i vores møder. Nu kommer og siger ‘det er længe siden, vi har talt sammen. Skal vi ikke sætte os ned,’ siger Cassandra.
 
Hun fortæller, at mødet med beboerne er kommet mere i øjenhøjde, efter de indførte Åben Dialog som værktøj i 2014.  
 
“Før talte vi om beboerne og deres problemer. Nu taler vi med dem. Det er klart, at det gør noget ved et menneske, når man føler sig hørt og lyttet til. Og det har også været lærerigt for os, fordi vi har fået et nyt kendskab til beboerne,” siger Cassandra.

Læs også: Psykiater: Bosteder er 'yngleanstalt' for retspsykiatriske patienter

Bedre samarbejde med psykiatrien

Det er ikke kun internt på bostedet, at Åben Dialog har gjort en forskel. Også samarbejdet med myndighederne omkring Tuesten Huse er blevet bedre, efter de ansatte og ledelsen begyndte at lytte bedre efter.
 
“Et godt forhold mellem en presset kommune og en presset region kræver, at man er gode til at samarbejde og er åben for at ændre på ens egen opfattelse. Selvom regionen er blevet mere presset i de fire år, jeg har været leder her, så har vi et bedre samarbejde i dag trods dårligere odds,” siger boformsleder Kenneth Sandell Henriksen. 
 
De ansatte på Tuesten Huse oplever af og til situationer, hvor de ikke kunne få en syg beboer indlagt, selvom de vurderede, at beboeren havde det for dårligt til at være i boformen. Det har tidligere skabt frustration, som var med til at bidrage til den ‘os og dem’ tankegang mellem bosted og behandlingspsykiatri. 

Med indførelsen af Åben Dialog, som behandlingspsykiatrien også har været inviteret med til, oplever de ansatte en større forståelse for kollegaernes rammer i regionen.
 
“Vi skal opnå noget, og vi bliver nødt til at gøre det sammen. Vi kan ikke gøre det alene som botilbud eller behandlingspyskiatri. Vi har brug for dem, og de har brug for os. Det er derfor samarbejdet og imødekommenhed er altafgørende for at kunne hjælpe beboeren bedst muligt. Her har Åben Dialog spillet en vigtig rolle for os,” siger Cassandra.