Sådan får du hjælp, hvis du er ledig og over 50 år

Arbejdsløse sosu-hjælpere over 50 år, der er medlem af FOAs lokalafdelinger i Aalborg, Aarhus, Randers, Slagelse og København, kan nu få til at komme tilbage på arbejdsmarkedet med nyt job-tilbud. Colourbox

Er du er arbejdsløs sosu-hjælper og medlem af en af disse fem lokale FOA-afdelinger, kan du nu få hjælp til at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

21. marts 2017

Er du en arbejdsløs sosu-hjælper, har du rundet de 50 år, og er du medlem af FOAs afdelinger i enten Aalborg, Aarhus, Randers, Slagelse eller København? 

Hvis svaret er ja til alle tre spørgsmål, kan du fra den 1. april få hjælp til at komme tilbage på arbejdsmarkedet. FOAs A-kasse har nemlig fået knap 2 millioner kroner fra en pulje fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der skal bruges til at få afklaret dine jobmuligheder. 

FOAs næstformand Mona Striib glæder sig over de ekstra midler.

”Der er i de senere år nedlagt over 40.000 stillinger i den offentlige sektor, og en del af dem er social- og sundhedshjælpere. Er du ledig social- og sundhedshjælper over 50 år og måske lidt slidt både fysisk og psykisk efter mange års arbejde i et stadigt højere tempo, kan det være svært at få fast job igen inden for området. Derfor skal der måske ekstra opkvalificering til, men det er jobcentrene ikke meget for at tilbyde, fordi de mener, det er for dyrt. Så pengene falder på et tørt sted”, siger Mona Striib.   

Håber at tilbuddet bredes ud

Til at begynde med er det kun de fem udvalgte lokalafdelinger i Aalborg, Aarhus, Randers, Slagelse og København, der er omfattet af tilbuddet. Mona Striib håber dog på sigt, at ordningen kan bredes ud til hele landet:

”Vi har valgt at starte indsatsen i de fem afdelinger, fordi det er der, vi har flest ledige social- og sundhedshjælpere. Men vi håber, at projektet vil give så gode resultater, at vi senere kan udbrede tilbuddet til flere af vores ledige medlemmer i de ældre aldersgrupper,” siger hun.