Hårdføre medarbejdere er i høj kurs

Hjemmeplejen i Kalundborg Nord har været på kursus for at lære, at robusthed er et fælles ansvar. For at øge den fælles robusthed er trivsel blevet et fast punkt på morgenmøderne. Jørgen True

I jobannoncer er robust hyppigt brugt. Men det er en falliterklæring, mener eksperter.

10. april 2017

Ballerup Kommune søger i syv annoncer ’robuste’ medarbejdere. Det er de ikke ene om. ’Robust’ er det nye sort i jobannoncer, ifølge stressekspert Thomas Milsted, der er på vej med en bog om robusthed.

”Virksomhederne kan lige så godt skrive, at de har et belastende arbejdsmiljø, og ikke gør noget ved det, så derfor skal du, kære medarbejder, helst kunne klare mosten uden brok,” siger han.

Læs også: 9 råd: Sådan får du en robust arbejdsplads

En stikprøve på jobindex.dk viser, at ordet robust indgår i 20 procent af jobopslagene på det pædagogiske område og i 11 procent af jobopslagene inden for social- og sundhedspleje.

Det er problematisk, mener Thomas Milsted.

”Det er organisationen, der skal være robust, ikke medarbejderen. Det handler om at skabe vilkår, hvor de ansatte kan vokse,” siger han.

For diffust

Erhvervspsykolog Jacob Thorsen har undervist sosu-medarbejdere i mental robusthed, og han oplever, at ordet robust er blevet et problematisk modeord i kommunerne:

”Det er diffust, hvad forskellige ledere lægger i at være robust, og det er svært for de ansatte at leve op til noget udefineret,” siger han.

Læs også: Cookies på fagbladetfoa.dk

Samtidig er det et problem, at robusthed bliver et individuelt problem i stedet for et kollektivt, mener Jacob Thorsen.

Godt at få uddybet robusthed

HR-chef i Ballerup Kommune, Mette Louise Ebdrup, er opmærksom på, at det er godt at få uddybet ordet ’robust’ i jobannoncer.

”Når vi har mulighed for at rådgive lokale ansættelsesudvalg, søger vi at få beskrevet mere præcis, hvilke egenskaber det er. Men de ved bedst, hvilke kompetencer der er brug for på den enkelte arbejdsplads,” siger hun.