Leder: På job i panser og plade

Robusthed er blevet et modeord i jobannoncer, som ved første øjekast, kan virke fornuftigt, skriver chefredaktør Gitte Hejberg. Men er der reelt tale om job, der er så stressende, underbemandede og farlige, at kun særligt hårdkogte individer kan bestride dem? Jørgen True

Vi kan lære af hjemmeplejen i Kalundborg. Her er den enkeltes robusthed et kollektivt ansvar, skriver chefredaktør for Fagbladet FOA Gitte Hejberg.

21. marts 2017

‘Robust’ er blevet et modeord i jobannoncer inden for pleje-, omsorgs- og børneområdet. Ved første øjekast kan det virke ganske fornuftigt.

Vi taler trods alt om ansvarsfulde job tæt på andre mennesker, der er afhængige af ens hjælp. Og så duer det ikke, at man bliver hylet ud af den, hver gang der sker noget uventet eller ubehageligt. Man skal kunne tåle mosten.

Men tænker man nærmere over det, melder mistanken sig. Er der reelt tale om job, der er så underbemandede, stressende og farlige, at kun særligt hårdkogte individer kan bestride dem iført mental rustning og hård hud på følelserne? Hvilket i sig selv lyder vanvittigt, hvis man vil arbejde med mennesker.

Kollektivt ansvar for robusthed

Den most, man skal kunne tåle, skal ikke være så bitter, at man bliver syg. Erfaringerne fra hjemmeplejen i Kalundborg er lærerige. Her er den enkeltes robusthed et kollektivt ansvar, og et middel er faktisk, at man udviser åbenhed og sårbarhed.

Vi har brug for et mix af forskellige medarbejdere, der komplementer hinanden. Vi har brug for kolleger, der kan passe på sig selv – men så sandelig også på andre. 

Lederen er også bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA