Få fuld løn under uddannelse og behold jobbet

Som 55-årig tog Carsten Ingemann Jensen en uddannelse som ejendomsservicetekniker og gik fra at være ufaglært gårdmand til faglært. ”Det er bare at springe ud i det,” opfordrer han. Heidi Lundsgaard

Fra 1. marts har du en unik chance for at uddanne dig fra ufaglært til faglært med fuld løn. Og du har ret til at vende tilbage til din arbejdsplads.

01. marts 2017

For 30 millioner gratis uddannelse – værsgo'. Det er ikke for godt til at være sandt.  Er du over 25 år og har arbejdet i samme kommune i mere end fem år, kan du fra 1. marts ansøge om at uddanne dig – uden at gå ned i løn eller at vinke farvel til dit gamle arbejde. 

Tanken er, at for eksempel en ufaglært pædagogmedhjælper, der har arbejdet en række år i samme institution, kan uddanne sig med løn og vende tilbage til samme arbejdsplads med flere muligheder, større arbejdsglæde og i det fleste tilfælde en bedre løn.

Der er dog ingen garantier for, at ønsket om uddannelse går i opfyldelse. I første omgang skal det afklares med ens leder, om uddannelsen kan bevilges – bagefter skal man sende en ansøgning, som skal godkendes. Men det er en unik chance, der åbner sig 1. marts, siger Joan Prahl, forbundssekretær i FOA på uddannelsesområdet.

Kan stadig betale husleje

”Det, at man kan få løn undervejs, betyder, at man ikke behøver bekymre sig for at gå ned i løn.  Når man har etableret sig som familie, har man jo brug for en vis økonomi for at leve,” siger hun.

Desuden giver det tryghed, at man kan få  sit gamle job tilbage eller et andet job i kommunen, siger hun.

”Det er super godt, for vi er jo alle sammen bange for at miste vores arbejde. Derfor kan det være en barriere, hvis man risikerer at miste sit job under uddannelse og skal kæmpe sig tilbage på arbejdsmarkedet.”

”Det er bare at springe ud i det, for der er ingen fremtid for ufaglærte. I Kerteminde Kommune er alle os, der før var teknisk servicemedarbejdere, nu faglærte ejendomsserviceteknikere."

Carsten Ingemann Jensen, ejendomsservicetekniker, Kerteminde Kommune

Spring ud i det

Carsten Ingemann Jensen skiftede som 55-årig titlen som gårdmand ud med ejendomsservicetekniker i 2014, da Kerteminde Kommune gav ham chancen for at uddanne sig.

Det har han ikke fortrudt. Udover de cirka 5.000 ekstra kroner om måneden før skat, har det givet ham tryghed i ansættelsen.

”Det er bare at springe ud i det, for der er ingen fremtid for ufaglærte. I Kerteminde Kommune er alle dem, der før var teknisk servicemedarbejdere, nu faglærte ejendomsserviceteknikere. Man er aldrig for gammel til at uddanne sig,” siger han.

Uddannelsen har givet ham en større faglig stolthed

Carsten Ingemann Jensen har i dag større viden om sit arbejde. 

For eksempel var jeg ude og syne lejligheder i dag, og det er en kæmpe fordel at kende Lejeloven. Skal jeg skrive regningen direkte til folk, eller skal jeg sende den til boligforeningen? Der er det guld værd at kende reglerne,” siger Carsten  Ingemann Jensen, der bestemt regner med at blive i jobbet, til han går på pension.