SOSU om rehabilitering: Det handler om livskvalitet

Overalt i den lille plejebolig i Mørkhøj er der billeder og figurer af små og store elefanter.

”Elefanter er stærke dyr – jeg ville gerne have lidt af deres styrke,” siger den 67-årige beboer Mona Eriksen. 

Hun blev ramt af en dobbelt diskusprolaps i oktober sidste år og er startet forfra med at lære det, hun kunne, før ryggen faldt sammen: Gå ture, lave mad selv og passe gymnastiktræningen i det lokale dagcenter Gyngemosegård.

Læs også: Rehabilitering giver større arbejdsglæde

Nu skubber hun sig frem med sin rollator og spiser morgenmaden i sengen, fordi det gør for ondt at sidde oprejst på en stol. 

”Det ser lidt sort ud, men jeg er meget glad for Marie,” siger Mona Eriksen med henvisning til social- og sundhedsassistent Marie Eldon, der besøger hende fem dage om ugen.

Frokosten har hun selv smurt, mens brødet til morgenmaden var i brødristeren. Nu ligger madpakken i køleskabet, så hun selv kan tage den, når hun bliver sulten uden at skulle vente på hjælp.

Synlige resultater i arbejdet

Og det er præcis, hvad rehabilitering handler om, siger Marie Eldon. 

”Det er enormt givende at se, at borgeren klarer sig selv og bliver mere uafhængige af os. Det handler om livskvalitet, for man sygner hen, hvis man ikke deltager i sit eget liv,” siger hun. 

Hun kan lide, at der er synlige resultater i hendes arbejde og ligger dermed på linje med en ny undersøgelse fra KORA, der viser, at social-og sundhedsansatte, der dagligt arbejder med rehabilitering, har større arbejdsglæde.

”Nogle gange er det mini-resultater, og nogle dage er det store, hvor man kommer tilbage til gruppen og siger ’yes, nu kan borgeren selv det og det.’ ”

Hun kommer fra rehabiliteringsteamet i Gladesaxe Kommune, der udreder borgere, der har fået bevilliget hjemmehjælp. Sammen finder hun og borgeren ud af, hvad de skal have hjælp til – og hvad de kan klare selv.

Mona Eriksen får hjælp til rengøring, støtte til at deltage i tilberedning af morgenmad, frokost og aftensmad, støtte til bad, og hun får varer udefra. Til gengæld klarer hun selv toiletbesøg og den daglige hygiejne.

Læs også: To ud af tre ældre bliver selvhjulpne

Lyt til borgeren 

Men resultaterne kommer ikke af sig selv, når man arbejder med rehabilitering, understreger Marie Eldon. Det er altafgørende at lytte til borgerens ønsker og bruge god tid på relationsarbejdet, når man sætter målene op for træningen. Er motivationen der ikke fra borgerens side, kommer man ingen vegne.

”For de fleste er det vigtigt kunne gå på toilettet selv. For andre er det at gå til banko eller at købe ind. Nogle er helt ligeglade med, om de kommer ud på gaden igen, og har måske ikke været på gaden i tre år – så sætter vi det ikke som et mål, selv om det ville være sundt,” siger hun.

Selv umiddelbart små mål kræver hårdt arbejde. De færreste tænker på, hvor meget træning, det kræver for eksempel at købe ind i Netto selv.

”Man skal måske gå ned af en trappe og måske åbne og lukke en tung hoveddør. Til en start skal man kunne gå til Netto og tilbage igen uden at købe noget. Det næste er at kunne nå varene selv på hylderne og ikke købe for meget, så man selv kan få dem op på båndet og ned i tasken. Man skal også kunne dem pakke dem ud derhjemme. Så det kan være et dagsprojekt,” siger Marie Eldon.

Kan spare tid

Om cirka 14 dage overgiver hun Mona Eriksen til hjemmeplejen, der fortsætter med hverdagsrehabilitering og de mål, der er sat.

Hun har oplevet at støde på skepsis fra borgerne selv, de pårørende og de ansatte.

”Der er nogle pårørende, der for eksempel siger: ’Kan det virkelig passe, at mor skal gøre det her selv?’ Og ja – det kan det, for det er en del af træningen.”

For de ansatte i hjemmeplejen handler det typisk om mangel på tid.

”De er meget pressede på tid, og så kan det føles hurtigere at gøre tingene selv. Men så siger jeg til dem, at i stedet for at smøre morgenmaden, kan beboeren jo gå med ud i køkkenet. Mens borgeren smører sin egen mad, kan hun smide affald ud. Så har man ikke brugt længere tid samlet set.”