Klumme: Vi må gøre noget nyt

Teknik - og Servicesektoren har vedtaget en ny handlingsplan. Fokus er at levere resultater til fællesskabet.  Jørgen True

Fagbevægelsen er trængt, og det er på tide, at fagbevægelsen gør noget nyt for at vende udviklingen, skriver formand for Teknik - og Servicesektoren Reiner Burgwald.  

08. februar 2017

“Sindssyge: At gøre den samme ting igen og igen og forvente et anderledes resultat.” Citat: Albert Einstein.

Ovenstående citat har vi i Teknik - og Servicesektoren valgt at gøre til mottoet for den handlingsplan, vi vedtog på sektorens årsmøde i november. Vi må erkende, at fagbevægelsen er trængt. Vores betydning i samfundet bliver mindre, og mange medlemmer har svært ved at få øje på, hvor vi spiller en positiv rolle.

Ingen kan være i tvivl om, at styrkeforholdet imellem fagbevægelsen og arbejdsgiverne har forrykket sig gevaldigt til fordel for de sidste. Globaliseringen med dertilhørende lønkonkurrence, 25 års markedsgørelse og læggen den offentlige sektor for had påvirker alle dele af vores samfund. Men vi gør også selv vores til, at fællesskabet spiller en stadig mindre fremtrædende rolle.

Vi har selv været med til at sætte den enkelte i centrum på bekostning af fællesskab.

Reiner Burgwald, sektorformand

Bare tænk på alle de dele af vores overenskomster, vi har gjort til et individuelt anliggende: Lokal løn, pension, sjette ferieuge og seniordage. For bare at nævne nogle områder. Vi i fagbevægelsen har selv været med til at sætte den enkelte i centrum på bekostning af fællesskabet. Sundhedsordninger og sundhedsforsikringer er også voldsomt populære. Hvad bliver det næste, vi vil finansiere og forsikre os til igennem overenskomster: Børnepasning? Uddannelse?

Fagbevægelsens styrke er fællesskabet. Hvis vi ikke snart begynder at levere resultater til fællesskabet, forbliver vi ikke blot trængte. Gør vi som hidtil, vil resultaterne også være de samme! 

Klummen er også bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA