Alt for få tager efteruddannelse

Selv om der er penge til uddannelse, så er der meget få medlemmer fra Kost-Servicesektoren i FOA, som søger om at komme på efteruddannelse Colourbox

Kost- og Servicesektor-medlemmer søger næsten aldrig om penge til efteruddannelse, selvom der er mulighed for det. 

14. februar 2017

12 ansøgninger har Kost- og Servicesektorens medlemmer fået godkendt hos Den Kommunale Kompetencefond og Den Regionale Kompetencefond på ét år. Og det er alt for lidt, mener sektorformand Gina Liisborg.

“Jeg synes, at det er smadderærgerligt, for mange af medlemmerne er ufaglærte og ville have god gavn af at bruge kompetencefonden,” siger hun.

Den Kommunale Kompetencefond har eksisteret siden 2013, mens Den Regionale Kompetencefond blev oprettet i 2016 for at give penge til efteruddannelse. Medlemmerne i de tre andre sektorer i FOA har været meget mere flittige til at søge. For eksempel har Social- og Sundhedssektoren fået godkendt 1.884 ansøgninger fra september 2015 til samme måned i 2016.

Læs også: Lonnie blev en bedre rengøringsleder efter gratis uddannelse

Søg om op til 25.000 kroner
I begge fonde kan ansatte i regioner eller kommuner søge 25.000 kroner om året til efteruddannelse. Og dem kan ansatte i Kostog Servicesektoren sagtens få god gavn af, mener Gina Liisborg.

“Serviceassistenter har higet efter at få mere efteruddannelse, og nu har vi fået en akademiuddannelse, så det vil være oplagt at bruge kompetencefonden til det. Det kan også være, at nogle, der arbejder med kost, kan have brug for at få lidt mere viden om for eksempel ernæring til børn,” siger Gina Liisborg.

Kost- og Servicesektoren vil gøre en ekstra indsats i løbet af foråret for at informere medlemmerne og afdelingerne om mulighederne i kompetencefondene .