Sanna fik 100.000 kroner for kritisk sygdom

Da Sanna á Lava blev kritisk syg med en forsnævret hovedkranspulsåre blev hun berettiget til en udbetaling på 100.000 kroner gennem sit pensionsselskab PenSam. Robert Attermann

Sanna á Lava opdagede, at hun led af en hjertesygdom og fik hjælp gennem sin pensionsordning.

13. februar 2017

Det begyndte for to år siden med hyppige forkølelser og en overvældende træthed. Sanna á Lava følte samtidig, at hendes ben var stive, og til sidst kunne hun knap nok hverken gå eller cykle en tur.

“Jeg var helt færdig, når jeg kom hjem fra arbejde. Jeg var i dårligt humør og havde ikke overskud til andet end at ligge på sofaen,” fortæller FOA-medlem Sanna á Lava, som bor i Esbjerg sammen med sin mand og hans søn.

Den 50-årige pædagogiske assistent tolkede symptomerne som en begyndende depression, men lægerne kunne ikke finde ud af, hvad hun fejlede.

90 procent lukket åre

Hendes blodtryk havde været højt gennem et stykke tid, men hverken Sanna á Lava eller lægerne havde mistanke om, at det kunne være hjertet, der var noget galt med.

Først efter en scanning sidste sommer fik lægerne mistanke om, at en åre kunne være tillukket, og hun fik tid til endnu en scanning. I mellemtiden deltog hun i et forskningsprojekt i Odense, hvor de opdagede, at hendes hovedkranspulsåre var 90 procent lukket.

“Det var da en forskrækkelse at få den diagnose. Hjertet er jo det allervigtigste organ, og jeg havde aldrig troet, at det her skulle ske for mig,” fortæller hun om tankerne umiddelbart efter diagnosen.

Energi som en 20-årig

I august sidste år blev hun opereret med en ballonudvidelse af kranspulsåren, og allerede dagen efter kunne hun mærke forskellen.

“Jeg har fået meget mere overskud til at være noget for min familie, og mine kolleger i børnehaven kan også mærke forskellen. Jeg har nærmest fået energi som en 20-årig,” griner Sanna á Lava.

Blandt andet er hun begyndt at træne i et fitnesscenter, cykler på sin el-cykel og planlægger en længere rejse til Thailand. Pengene stammer fra pensionsordningen hos PenSam.

Dejlig overraskelse

På grund af den kritiske sygdom, som en tillukket hovedkranspulsåre er, har Sanna á Lava modtaget 100.000 kroner afgifts- og skattefrit gennem PenSam. Det var hendes veninde, der gjorde hende opmærksom på ordningen.

“Jeg er nok én af de mange, der ikke har tjekket min pensionsordning, så jeg anede ikke, at man kunne få udbetalt penge på grund af kritisk sygdom. Men det er da en dejlig overraskelse,” siger hun.

Ifølge PenSam får alle, der får konstateret en kritisk sygdom, et brev, hvor de bliver gjort opmærksom på forsikringen for visse kritiske sygdomme og en opfordring om at kontakte deres pensionsselskab for at høre mere. Sanna á Lava havde nået at kontakte PenSam, inden hun modtog orienteringsbrevet. 

Vejen til udbetaling