Nedslidte kan lettere få anerkendt arbejdsskader

Tidligere har mange fået afvist en arbejdsskade, fordi de i forvejen var nedslidte. Ny dom åbner nu for lettere vej til erstatning. Arkivfoto: Jørgen True

En ny dom fra Højesteret gør det nemmere at få anerkendt en ulykke som arbejdsskade, selvom man i forvejen døjer med gener, eller at man er nedslidt.

31. januar 2017

Nedslidte, der kommer ud for en arbejdsskade, har fået nyt håb om at få deres skade anerkendt. Det skyldes, at en ny højesteretsdom præciserer den praksis, som myndighederne hidtil har fulgt.

Dommen faldt i en sag om en mand, der fik smerter i ryggen, efter at han faldt forover i forbindelse med en arbejdsopgave. Han havde i forvejen en slidt ryg, der dog ikke havde givet ham smerter før hændelsen. Derudover havde han en diskusprolaps.

Retslægerådet vurderede, at hændelsen havde ført til smerter i den i forvejen svækkede ryg, og Højesteret fandt, at forværringen var en relevant personskade, der skulle anerkendes som en arbejdsskade.

Håb om anerkendelse

”Det er rigtig gode nyheder for mange af FOAs medlemmer. Nu er der en bedre chance for, at når der sker en skade, så kan de også få den anerkendt, selvom de i forvejen havde en dårlig ryg,” siger Jens Nielsen, forbundssekretær i FOA.

Med Højesterets dom er det ifølge advokatfuldmægtig Anne Bech Nielsen FOAs vurdering, at myndighedernes praksis hidtil har været for restriktiv.

Tidligere har det været svært få anerkendt en arbejdsskade, hvis man i forvejen var nedslidt. Der vil derfor være grundlag for at undersøge FOA-medlemmers sager, hvor der tidligere er givet afslag på anerkendelse, siger hun.

Hun opfordrer derfor medlemmer, der tidligere har fået afslag, til at kontakte deres lokale FOA-afdeling, for at få deres sag vurderet på ny.