Sådan bliver I de bedste kolleger

Sosu-hjælper Lone Grønborg sætter så stor pris på sin kollega Saeid Rad, at hun indstillede ham til Fagbladet FOAs pris som Årets kollega. Colourbox

I skal turde tale om fejl, have klart definerede opgaver og kunne samarbejde tværfagligt. Tjek her, om du og dine kolleger udgør et superteam?

01. februar 2017

Selvfølgelig ved du, om du føler dig tilpas på dit arbejde, og om du kan lide dine kolleger. Men det gode kollegaskab er ikke bare ‘feel good’. Det er muligt at tjekke mere objektivt, hvordan I klarer samarbejdet på din arbejdsplads.

Forsker på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø Malene Friis Andersen anbefaler, at I jævnligt tager følgende fem spørgsmål op, for eksempel på personalemøder:

1. Er I enige om jeres opgaver? 

"Nogle er optaget af hygiejne, mens andre ser det som en vigtig opgave at tale med plejehjemsbeboere eller forældrene i vuggestuen. Det skaber uro, hvis I er uenige om prioriteringen. Diskutér derfor jævnligt jeres kerneopgaver. Alle behøver ikke gøre det samme, men I skal vide, hvem der gør hvad."

2. Kender I jeres mål og roller? 

"Det skal være klart hvilken rolle, I hver især udfylder, og hvordan I bidrager til jeres fælles mål. Det er især vigtigt i samarbejdet mellem forskellige faggrupper, der sjældent kender hinandens arbejde i detaljer."

3. Taler I om jeres fejl?

"Der skal være et miljø, hvor det er trygt at tale om fejl eller usikkerhed. Ellers kan man hverken bede om hjælp eller lære af hinandens fejltagelser."

4. Taler I om jeres succes? 

"Lige så vigtigt, som at turde tale om fejl, er det at turde fortælle kolleger om succes, som alle kan lære af. Det handler ikke om at prale, det er positivt at dele succes med læring for øje."

5. Tager I godt imod nye medarbejdere? 

"Det er almindeligt, at erfarne medarbejdere løser deres opgaver automatisk. Men nye medarbejdere har brug for, at I forklarer alt det, der sidder på rygraden. Mere end en gang."