Jonas er bordformand
Børn får nye færdigheder, bliver mere hensynsfulde – og pavestolte – når de deltager aktivt i hverdagsrutiner som for eksempel borddækning.
19. januar 2017
”Værsgo!” Femårige Jonas har dækket
bord med kopper, tallerkener og omhyggeligt
placeret gaflerne. Og får lov til at
sige værsgo, når alle børn ved bordet
har pakket madpakkerne ud og er parate
til at spise. Tre børn er hver dag bordformænd
for hver sit bord på Uglestuen
i Børnehuset på Gl. Bagsværdvej i Lyngby-Taarbæk
Kommune – og Jonas er en
af dagens bordformænd.
Pædagogmedhjælper Majbritt Jensen er parat med anerkendende smil og gode råd, men det er børnene, der har ansvaret for at gøre klar til frokost og være værter under måltidet. Hun gør det ikke for dem.
I Børnehuset arbejder de med rutinepædagogik. Her er frokost, det at tage overtøj på og andre daglige rutiner ikke praktiske opgaver for de voksne. De er læringsrum for børnene.
”De lærer at tage hensyn og være opmærksomme på andre børns behov, de træner motorik, og de øver sig i at huske, hvad de skal gøre,” siger hun.
Det er to år siden, at institutionen gjorde rutinepædagogik til en del af det pædagogiske grundsyn. Det har gjort en stor forskel i hverdagen, oplever dagtilbudsleder Helle Engell.
”Vi manglede et fælles pædagogisk ståsted, og vi kunne alle sætte os ind i, at der er kvalitet og pædagogiske muligheder i hverdagssituationerne. Det er konkret og anvendeligt i hverdagen,” siger hun.
Pædagogmedhjælper Majbritt Jensen er parat med anerkendende smil og gode råd, men det er børnene, der har ansvaret for at gøre klar til frokost og være værter under måltidet. Hun gør det ikke for dem.
I Børnehuset arbejder de med rutinepædagogik. Her er frokost, det at tage overtøj på og andre daglige rutiner ikke praktiske opgaver for de voksne. De er læringsrum for børnene.
”De lærer at tage hensyn og være opmærksomme på andre børns behov, de træner motorik, og de øver sig i at huske, hvad de skal gøre,” siger hun.
Synlige rutiner hitter
”Børnene bliver rolige og trygge, når der er synlige rutiner, hvor de har en rolle. De bliver så stolte over, at de kan klare tingene selv,” siger Majbritt Jensen.Det er to år siden, at institutionen gjorde rutinepædagogik til en del af det pædagogiske grundsyn. Det har gjort en stor forskel i hverdagen, oplever dagtilbudsleder Helle Engell.
”Vi manglede et fælles pædagogisk ståsted, og vi kunne alle sætte os ind i, at der er kvalitet og pædagogiske muligheder i hverdagssituationerne. Det er konkret og anvendeligt i hverdagen,” siger hun.
At se stoltheden i børnenes øjne, når de kan selv, er hele arbejdet værd.
Helle Engell, daginstitutionsleder
Svært ved mandefald
Det kræver dog vilje at holde fast i at bruge rutinerne pædagogisk, slår Majbritt Jensen fast. Hun er jævnligt alene med stuens 17 børn, og så ryger de gode intentioner nemt.”Det er fristende bare at sige: ’Nu gør jeg det selv’ og komme videre. Især hvis der er uro i luften,” siger hun.
I de situationer gør Majbritt Jensen sig umage for at vise børnene, at hun er rolig og bevarer overblikket.
”Hvis man selv har stress på, kan man godt glemme det. Er børnene for eksempel i garderoben, hvor de selv skal tage flyverdragter på, sørger jeg for hurtigt at få overblik over, hvem der har brug for hjælp,” siger Majbritt Jensen.
Kollegerne hjælper hinanden med at holde fast i rutinepædagogikken.
”I personalegruppen udveksler vi erfaringer og får idéer til at videreudvikle arbejdet med rutinepædagogikken sammen. Det er så vigtigt,” siger hun.
I starten tænkte Majbritt Jensen nogle gange, at ’sådan har vi da altid gjort’, når de talte om rutinepædagogik på personalemøderne.
”Men det betyder meget at sætte ord på. Det gør, at man har noget at pejle efter, når man er på arbejde,” siger hun.
Frokosten er slut. Jonas bærer vandkanden væk fra bordet og hælder den sidste sjat ud i håndvasken, mens han laver sjov med en anden bordformand, der er ved at hente en kost. Ingen voksne har bedt dem om det. De kender rutinen. I morgen er det tre andre børn, der er bordformænd.