Sosu står til fyring efter anmeldelse af medicin-rod i plejefirma
Forenede Care ønsker at opsige sosu-assistent Hanne Staal, som gik til embedslægen med sin bekymring over rod i medicinhåndtering.
07. november 2016
Efterfølgende har hendes arbejdsgiver, Forenede Care, meddelt, at de ønsker at opsige hende, fordi hun undlod at give besked om, at hun var gået videre med sin kritik til sundhedsmyndighederne.
”Tidspres førte til fejl”
Hanne Staal, der er tillidsrepræsentant, siger til Fagbladet FOA, at hendes henvendelse til embedslægen var en reaktion på længere tids pres, hvor medarbejderne havde haft for travlt.Derudover følte hun ikke, at ledelsen for alvor lyttede til hendes kritik.
”Jeg og andre har flere gange klaget til ledelsen uden resultat, og så mener jeg, at det er min pligt som autoriseret social- og sundhedsassistent at gå til embedslægen, når vi på grund af tidspres begår fejl. Borgere har ikke fået deres medicin på det rigtige tidspunkt, og vores medicinskemaer er ikke blevet opdateret rigtigt,” siger Hanne Staal.
Særlig beskyttelse
Som tillidsrepræsentant har man en særlig beskyttelse og kan kun opsiges, hvis der er såkaldt tvingende årsager.
Det er FOAs opfattelse, at Hanne Staal i kraft af sit hverv som tillidsrepræsentant udtalte sig på vegne af sine kolleger, og at hun ikke var forpligtet til at informere ledelsen om, at hun havde skrevet til embedslægen.
I en skriftlig kommentar lyder det fra Carsten Clement, koncernchef i Forenede Koncernen:
”Forenede Care respekterer medarbejdernes ret og pligt til at ytre sig offentligt helt i overensstemmelse med gældende regler og lovgivning. Der er ingen forskel på, om man er offentlig eller privat ansat. Den aktuelle sag med Hanne Staal vil vi ikke føre i pressen. Det tjener ikke nogens interesser, og sagen er ikke så firkantet og ligefrem, som FOA beskriver den.”
FOA fører sagen
Dansk Industri, der repræsenterer Forenede Care i sagen, og FOA holdt et mæglingsmøde den 28. oktober, hvor parterne ikke blev enige.”FOA mener ikke, at der er tvingende årsager til en opsigelse i denne sag, da man også som privatansat tillidsrepræsentant skal have ret til at ytre sig om kritisable forhold på en arbejdsplads,” siger jurist i FOA Michaela Strand.
Næste skridt i sagen er en faglig voldgift, hvor en opmand som dommer skal vurdere, om Forenede Care har ret til at opsige Hanne Staal.
FOA forventer, at sagen vil blive afgjort i starten af foråret 2017.
FOA: Privatansatte bør kunne ytre sig
Formand for FOA Århus Inge Jensen Pedersen ser sagen som et udtryk for en problematik, der kan opstå, når kommuner udliciterer plejeopgaver til en privat leverandør.”Vi mener, at det bør fremgå af udbudsmaterialet, at medarbejderne skal have samme muligheder som i det offentlige til at ytre sig om forhold, der har betydning for borgernes ve og vel,” siger hun.