Massakre i kommune: Nedlægger 300 stillinger

Ældreplejen og dagplejen står blandt andet for skud i stor sparerunde i Holbæk. FOA frygter forringelser både for borgere og ansatte.
04. november 2016
Holbæk Kommune skal spare 204 millioner kroner, og det betyder fyringer, frivillige fratrædelser og stillinger, der ikke bliver genbesat.
I alt bliver 300 stillinger nedlagt i den kommende tid, oplyser Holbæk Kommunes administrerende direktør Rasmus Bjerregaard.
“Besparelserne rammer bredt rundt i hele kommunen, både i den centrale administration og ude på de borgernære områder. Ældreområdet, administrationen, skoleområdet, specialområdet, dagtilbud – alle må holde for,” siger Rasmus Bjerregaard til Avisen.dk.
Langvarig massakre
Ifølge FOA Sjælland er det især medlemmer i ældreplejen og dagplejen, besparelserne går ud over. Her gennemførte man en prikkerunde torsdag morgen, lige som en række vikariater ikke bliver genbesat, når de udløber til nytår.
“Der var ti FOA-medlemmer, der blev opsagt i går. Det lyder måske ikke af meget, men det her er en langvarig massakre på FOAs medlemmer, da det i den kommende tid kommer til at gå ud over 78 stillinger på børneområdet, hvoraf halvdelen er fra FOA, og 120 stillinger på ældreområdet," siger Gitte Damm, afdelingsnæstformand i FOA Sjælland, til Fagbladet FOA.