Tekniske serviceledere spares væk

Der bliver færre tekniske serviceledere og flere tekniske medarbejdere. Det kan presse lønnen i branchen.
Af
Morten Olsen
03. november 2016
Færre ansatte i kommuner og regioner kan skrive teknisk serviceleder på visitkortet. Mange forsvinder, når kommunerne laver omlægninger og spareøvelser. Siden 2011 er antallet af tekniske serviceledere gået fra 2.217 til 1.726 årsværk, mens antallet af tekniske servicemedarbejdere er gået op med mere end 1.000. Det viser tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor.
Arbejdsgivere prøver flere steder at få tekniske servicemedarbejdere til at udføre opgaver, der reelt er lederopgaver. Det kan enten ske ved at give en teknisk servicemedarbejder en koordinatorfunktion, eller ved at de ansatte fortsætter med at lave det samme, som da de var tekniske serviceledere.
Kan trykke lønnen
De fleste steder lykkes det at holde de ansattes løn, når de skifter titel, men på sigt kan det trykke lønnen, mener formanden for Teknik- og Servicesektoren i FOA Reiner Burgwald:
“Når medarbejderen på et tidspunkt stopper, og man ansætter en ny, falder lønnen og dermed hele lønniveauet, og det er vi selvfølgelig bekymrede for på sigt. Så der ligger et sparemotiv bag kommunernes ageren.”
Det er ikke et billede, man genkender i Kommunernes Landsforening (KL).
“Kommunerne organiserer sig ud fra de forskellige opgaver, der altid skal løses mest effektivt. Derfor gør kommunerne brug af teknisk servicemedarbejdere og teknisk serviceledere i forskelligt omfang, hvilket er helt inden for overenskomstens rammer,” siger chefkonsulent i KL Jakob Reinholdt.