Mad indgår i læreplaner

”Det er dejligt selv at være med, når børnene spiser, så man kan udfordre dem til at prøve det hele,” siger Charlotte Hedam Christensen. Heidi Lundsgaard

Køkkenmedarbejder Charlotte Hedam Christensen er en central figur i det pædagogiske måltid i Myretuen på Fyn.

03. november 2016

De fleste dage har køkkenmedarbejder Charlotte Hedam Christensen tid til at sidde med ved bordet i Myretuen, når de 45 børn skal have deres frokost. Det vil hun gerne, for det er dejligt at se, når børnene kan lide maden, og se, når de alligevel får smag for noget, de tidligere har sagt nej tak til.

”Jeg fortæller dem altid, at det jo er ærgerligt at sige nej til noget, som man måske på et tidspunkt bliver glad for,” siger hun.

Ny madordning

Myretuen i Broby har kun haft madordning siden marts. Børnehaven ligger i Fåborg-Midtfyn Kommune, hvor der ikke er madordning, men forældrene ville have en ordning.

Det kæmpede Charlotte og hendes mand for allerede, da deres egne børn gik i børnehaven.

”Det giver børnene en sund og varieret madkultur, for en køkkenmedarbejder udfordrer dem mere, end man gør derhjemme, hvor det er fristende at lave det, de godt kan lide,” siger hun.

Læs også: Cookies på fagbladetfoa.dk

Længe efter deres egne børn forlod institutionen var der flertal for madordningen, og Charlotte Hedam Christensen, der har en uddannelse som smørrebrødsjomfru og mange år som dagplejer bag sig, fik jobbet i køkkenet 20 timer om ugen. Desuden har hun fem timer ugentligt som pædagogmedhjælper og tager ofte vikartimer, så hun næsten har et fuldtidsjob.

Bruger maden pædagogisk

Myretuen har et gammelt køkken fra dengang børnehaven blev bygget for 35 år siden, selv om der aldrig tidligere har været madordning. Forældrene har valgt at beholde det gamle køkken.

”Det fungerer perfekt, og det er indrettet sådan, at der er plads til, at børnene på skift kan være med i køkkenet og hjælpe med at bage boller, skære frugt og agurker i stykker og skrælle gulerødder,” fortæller hun.

”Maden er en vigtig del af pædagogikken og bliver brugt til at lære børnene noget om både fødevarer, farver og former,” siger hun.

”Og selv om madordningen er ny for alle, er pædagogerne indstillet på at bruge både maden og spisningen i de pædagogiske læreplaner, så jeg føler mig virkelig værdsat i det pædagogiske arbejde,” siger Charlotte Hedam Christensen.