Kvindernes sidste arbejdsdag nærmer sig

Hold fri resten af året, lyder opfordringen fra organisationerne bag ligeløns-kampagnen Kvindernes sidste arbejdsdag. Kvindernes sidste arbejdsdag Facebook

Kvinder tjener i snit 15,7 procent mindre end mænd. Hvis de skal arbejde tilsvarende mindre, har de sidste arbejdsdag den 11. november.

03. november 2016

15,7 procent forskel er der mellem mænd og kvinders løn. Det viser beregninger fra organisationerne bag kampagnen Kvindernes sidste arbejdsdag - baseret på de seneste tal fra Statistikbanken.

Lønforskellen er dermed blevet en anelse mindre end året før, hvor den lå på 16,4 procent.

110 år til ligeløn

Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) går det fremad med ligelønnen, men det går virkelig langsomt.

“Der er mange forskellige forklaringer på, at kvinder får mindre i løn end mænd. En af dem er, at nogle kvindedominerede fag for år tilbage blev indplaceret på et lavere lønniveau, og det lønefterslæb mærker man stadig i dag,” siger seniorforsker hos SFI Mona Larsen.

Ifølge SFIs fremskrivninger vil der først være ligeløn om cirka 110 år.

“Hvis man for alvor skal rykke noget ved lønforskellene, skal det relative forhold mellem aflønningen af typiske kvinde- og mandefag ændres, så disse fag i højere grad aflønnes ens, når der er tale om samme uddannelseslængde, eller også skal kvinder og mænd i højere grad, end det er tilfældet i dag, have samme type af arbejde,” tilføjer Mona Larsen.

Hold fri resten af året

For at demonstrere, hvor uretfærdig lønforskellen er, er FOA en del af kampagnen ’Kvindernes sidste arbejdsdag’.

Her har man regnet sig frem til, at kvinderne bør holde fri fra fredag den 11. november og resten af året, hvis man sammenligner kvindernes lønniveau med mændenes. 

“Selv om det ikke vil lykkes os at skabe ligeløn i morgen, så skal vi ikke give op. Løngabet mellem mænd og kvinder er stadig for stort, og det er vigtigt, at vi fortsat har fokus på problemet,” siger forbundssekretær i FOA Joan Prahl.