Helle forhandlede sig til 400.000 kroner

Fællestillidsrepræsentant Helle Bøgh brugte sin viden fra FOAs linjeuddannelse for tillidsvalgte til at være godt forberedt, inden hun skulle forhandle lokalløn for dagplejerne i Holstebro Kommune. Niels Åge Skovbo

Med de rigtige argumenter fik fællestillidsrepræsentant Helle Bøgh firdoblet lønpuljen til dagplejerne i Holstebro Kommune.

06. oktober 2016

Det var hverken følelsesladede udbrud eller en hård retorik, der sikrede en ekstra lønstigning til dagplejerne i Holstebro Kommune i efteråret 2015.

Faktisk var det noget så tørt som tal, grafer og statistikker over lønudviklingen, som gjorde, at fællestillidsrepræsentant Helle Bøgh efter en forhandling med sin leder var – for at sige det på vestjysk – ’godt tilfreds’. 

Haltede bagefter

Udgangspunktet var en pulje til lokalløn på cirka 100.000 kroner til dagplejerne. Men inden Helle Bøgh og dagplejelederen skulle mødes for at blive enige om, hvad de skulle bruges til, havde hun lagt en strategi. Der skulle flere penge på bordet. 

Helle Bøgh havde nemlig været på FOAs linjeuddannelse, et FOA-kursus for fællestillidsrepræsentanter, og her lærte hun at bruge et nyt værktøj til at trække tal for dagplejernes lønudvikling. 

“Jeg kunne se, at vi haltede bagefter – både i forhold til nabokommuner og de andre faggrupper i Holstebro Kommune. Graferne sendte jeg til min leder og skrev, at det ville jeg gerne have en snak om,” siger Helle Bøgh.

Læs også: FOA vil presse på for mere lokalløn

Kom op på 400.000 kroner

Godt forberedt mødte hun op til forhandlingen. Det endte med, at lønpuljen voksede fra 100.000 til 400.000 kroner.

Efter at have forhørt sig blandt kollegerne endte det med, at lønmidlerne blev brugt til at give de knap 200 dagplejere i kommunen et engangsbeløb på hver 3.000 kroner for at profilere dagplejen. Derudover fik alle naturdagplejere et ekstra løntrin som funktionsløn.

“Vi har nogle penge tilbage, og vores mål er at bruge dem til at give kvalifikationsløn for et DUÅ-kursus (De Utrolige År), når alle har været igennem forløbet,” siger Helle Bøgh. 

Svært at fremhæve sig selv

Hun mener selv, at den vellykkede forhandling skyldes, at hun kom med saglige argumenter, og at hun til hverdag har et godt samarbejde med dagplejelederen.

“Man skal stille krav, men de skal være rimelige, så den anden part også går tilfreds fra en forhandling. Og så har vi været heldige, at vores leder har kunnet finde pengene i budgettet.”

Som fællestillidsrepræsentant oplever Helle Bøgh en vis tilbageholdenhed blandt sine kolleger, når det handler om lokalløn. Mange har den holdning, at alle er lige gode og derfor skal have det samme. Og dagplejerne indstiller hellere en kollega end sig selv.

“Mænd er ofte bedre til at sætte ord på, hvad de er værd, men jeg synes, at der lige så langsomt sker en udvikling, hvor dagplejerne bliver mere bevidste om løn, så måske begynder der at komme et større pres nedefra.”