Pædagogmedhjælper frikendt af Højesteret i injuriesag

En pædagogmedhjælper er blevet frifundet for injurier mod sin chef af Højesteret. Beskyldninger mod chefen blev fremsat af hensyn til børnenes tarv og var derfor ikke strafbare.
29. august 2016
Mandag blev et FOA-medlem frikendt af Højesteret for
injurier mod sin tidligere chef. Medlemmet, en pædagogmedhjælper, henvendte sig
i 2012 til sin fagforening og senere til kommunen for at påpege kritisabel
adfærd fra lederen i børnehaven. I henvendelserne var sproget meget hårdt, og der
blev blandt andet skrevet at lederens adfærd ”ligner Gestapo-metoder.”
Disse udtalelser fik lederen til at sagsøge pædagogmedhjælperen for injurier. Pædagogmedhjælperen var først blevet frikendt i Byretten, men blev senere idømt dagbøder i Landsretten. Nu har sagen så nået
sin afslutning med frikendelse i Højesteret.
Selvom flere af udtalelserne normalt ville have været
på kant med injurieloven, blev hun frikendt i Højesteret, fordi hun varetog
børnenes interesser.
”Der er en
vigtig og principiel afgørelse, som vi er glade for i FOA. Det er ikke fordi,
at vi skal slå os op på at anvende bramfri udtalelser. Men det er en afgørende
forudsætning for en velfungerende offentlig sektor at ansatte har muligheden
for at sige fra – og at henvendelser til tilsynsmyndigheder behandles konkret
og forsvarligt,” siger FOAs formand Dennis Kristensen i en pressemeddelelse.
Udsagn fremsat i god tro
I henvendelsen skrev pædagogmedhjælperen blandt andet, at lederen havde tvunget børn til at spise, at lederen var voldelig over for en forælder, og at lederen havde et alkoholproblem.