Mød en af Danmarks første dagplejere
Den kommunale dagpleje fylder 50 år i år. Birthe Ravn på 84 år har været med fra den spæde start – og til at kæmpe for bedre vilkår.
Af
Nana Toft
13. september 2016
”Yderst til venstre, ja, lige der ved grantræet, det er Peer, min yngste søn. Han må vel
være fire år på det tidspunkt.”
Birthe Ravn kigger på det lille, gulnede billede af sin første børneflok. Billedet er fra 1969, et par år efter, hun startede som dagplejer i Slagelse Kommune.
Der er gået knap 50 år, siden billedet blev taget, men Birthe bor stadigvæk i det hus, der igennem en menneskealder husede flere hundrede børn.
”Som du kan se på billedet, er der syv børn i alle aldre, heriblandt en af mine egne. Den yngste er tre måneder, den ældste omkring otte år. Sådan var det dengang: ’Trip, trap, træsko’. Én stor familie.”
Birthe nød, at hun kunne have børnene, fra de var ganske små, til de skulle starte i skole. De kom ind under huden, og det gjorde mor, far og søskende også. Men hun husker også tiden som en tid med mange kampe. Især en situation er brændt ind i hukommelsen:
”Det var ydmygende. Man følte, man tiggede om penge, når der reelt var tale om løn for veludført arbejde,” siger hun og ryster på hovedet.
”Hjemmegående husmødre blev vi kaldt. Det var respektløst. Så jeg meldte mig ind i fagforeningen. Jeg ville have noget respekt,” siger hun.
Men at være organiseret var ikke nok for Birthe. Så da en af kvinderne fra dagplejemødrenes fagforening en dag kom og sagde: ”Så Birthe. Nu er det din tur,” sagde hun ja.
Det pædagogiske grundkursus, der blev indført i 1973, var derfor en stor sejr, ligesom indførslen af månedsløn i starten af 1990’erne er et af de vendepunkter, Birthe husker tydeligst. Stille og roligt steg dagplejernes faglighed og dermed deres selvrespekt.
”Vi manglede faglighed, og mange led under, at der var dele af det pædagogiske arbejde, de ikke forstod. Ingen sagde det højt, for det var flovt. Alt det ændrede sig med fagforeningen,” siger hun.
I FOA er Mogens Bech Madsen, formand for Pædagogisk Sektor, taknemmelig.
”Jeg bliver stolt af vores faglige arbejde, når jeg møder en gammel kæmper som Birthe Ravn og de andre aktive fra dengang,” siger han.
Birthe Ravn kigger på det lille, gulnede billede af sin første børneflok. Billedet er fra 1969, et par år efter, hun startede som dagplejer i Slagelse Kommune.
Der er gået knap 50 år, siden billedet blev taget, men Birthe bor stadigvæk i det hus, der igennem en menneskealder husede flere hundrede børn.
”Som du kan se på billedet, er der syv børn i alle aldre, heriblandt en af mine egne. Den yngste er tre måneder, den ældste omkring otte år. Sådan var det dengang: ’Trip, trap, træsko’. Én stor familie.”
Birthe nød, at hun kunne have børnene, fra de var ganske små, til de skulle starte i skole. De kom ind under huden, og det gjorde mor, far og søskende også. Men hun husker også tiden som en tid med mange kampe. Især en situation er brændt ind i hukommelsen:
”Må jeg godt få mine penge?”
Birthe står på socialkontoret. Det er 1967, og hun har kun været dagplejer i ganske få måneder. Manden bag skranken ser op, piller lidt ved nogle papirer og rækker Birthe hendes ugeløn.”Det var ydmygende. Man følte, man tiggede om penge, når der reelt var tale om løn for veludført arbejde,” siger hun og ryster på hovedet.
”Hjemmegående husmødre blev vi kaldt. Det var respektløst. Så jeg meldte mig ind i fagforeningen. Jeg ville have noget respekt,” siger hun.
Men at være organiseret var ikke nok for Birthe. Så da en af kvinderne fra dagplejemødrenes fagforening en dag kom og sagde: ”Så Birthe. Nu er det din tur,” sagde hun ja.
Kæmpede for løn og kurser
”Jeg kæmpede for ordentlige lønforhold, for afspadsering, løn under sygdom og barsel og ikke mindst uddannelse. Dengang var der meget at kæmpe for,” husker hun.Det pædagogiske grundkursus, der blev indført i 1973, var derfor en stor sejr, ligesom indførslen af månedsløn i starten af 1990’erne er et af de vendepunkter, Birthe husker tydeligst. Stille og roligt steg dagplejernes faglighed og dermed deres selvrespekt.
”Vi manglede faglighed, og mange led under, at der var dele af det pædagogiske arbejde, de ikke forstod. Ingen sagde det højt, for det var flovt. Alt det ændrede sig med fagforeningen,” siger hun.
I FOA er Mogens Bech Madsen, formand for Pædagogisk Sektor, taknemmelig.
”Jeg bliver stolt af vores faglige arbejde, når jeg møder en gammel kæmper som Birthe Ravn og de andre aktive fra dengang,” siger han.