Overgang til skole er for utryg

Allerede længe før skolestart kommer SFO-børnene på daglige besøg på Skovvangsskolen i Hammel. Her deltager de i Olympiadedag med 0.-3.-klasserne. Sådan burde det være flere steder, mener forskere.   Flemming Jeppesen

Samarbejdet omkring skolestart halter mellem børnehave, SFO og skole, viser ny forskning.

26. august 2016

Mange børn får en utryg og forvirrende start på skolelivet, fordi dagtilbud og skoler ikke samarbejder nok om overgangen. Især halter det med at gøre SFO’en til et godt bindeled. Det viser en ny undersøgelse af forsker og førsteammanuensis Hilde Degnæs Hogsnes fra Høgskolen i Sorøst-Norge.

Der findes ingen nyere forskning på området i Danmark, men professor emeritus ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) Stig Broström bekræfter, at billedet er det samme i Danmark.

“Nogle børn får et decideret chok. De tror, de skal starte i skole, og så ender de i en SFO uden at vide, hvad det er. Mange daginstitutioner og skoler glemmer det her led,” siger Stig Broström.

Læs også: 8 gode råd til en tryg overgang

Styrk SFO’ens rolle
De to forskere mener, at både børnehaven, forældrene og de ansatte på skolen bør tage samarbejdet mere alvorligt og bruge mere tid på at sikre en god og tryg overgang.

“Hvis samarbejdet på tværs ikke fungerer, kan det skade barnets trivsel og åbenhed over for læring i skolen,” siger Hilde Degnæs Hogsnes.

Ifølge hende er et godt sted at starte at inddrage SFO’en i besøg i både børnehaven og på skolen.

“SFO'en har et stort uudnyttet potentiale som brobygger,” siger hun. 

Læs også: "Nu får vi glade skoleparate børn"