Kommune fyrer DK-Pleje for kontraktbrud

Færre af det private plejefirma DK-Plejes biler kommer ud af køre i fremtiden. Firmaet har på kort tid mistet opgaverne i tre kommuner. Jørgen True

Det skandaleramte private plejefirma DK-Pleje er blevet opsagt i endnu en kommune. Lyngby-Taarbæk Kommune har ikke længere tillid til firmaet.

16. august 2016

Lyngby-Taarbæk Kommune vil ikke længere samarbejde med det private firma DK-Pleje. Det har kommunen besluttet efter ”dialog” med firmaet.

Beslutningen begrundes med, at DK-Pleje har brudt kontrakten med kommunen på to områder:

  • Firmaet har ikke opfyldt den arbejdsklausul i kontrakten, der skal sikre de ansatte løn- og ansættelsesvilkår på niveau med kollektive overenskomster på området, det vil sige FOAs overenskomst.
  • Firmaet har haft en uautoriseret sygeplejerske ansat. Det er et krav i kontrakten, at DK-Pleje skal have ansatte med sygeplejerske-kompetencer, og autorisationen er en forudsætning for at kunne arbejde som sygeplejerske.

Ude af tre kommuner

Fagbladet FOA har i flere artikler beskrevet de problematiske ansættelsesforhold i DK-Pleje og afdækket, at ingen sygeplejersker er ansat til trods for, at det er et krav i flere af de kommuner, firmaet samarbejder med.

Tidligere ansatte: Kaos i privat plejefirma

Sygeplejerske uden autorisation i DK-Pleje

Samarbejdet mellem DK-Pleje og Lyngby-Taarbæk Kommune ophører med stort set omgående virkning ved udgangen af august måned.

”Vi finder det vanskeligt fortsat at have et tillidsfuldt samarbejde med DK-Pleje efter de kritisable forhold, vi har oplevet,” siger Bodil Kornbek, der er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune.

DK-Pleje har dermed på kort tid mistet sine opgaver i tre kommuner, Høje-Taastrup, Brøndby og altså Lyngby-Taarbæk. Gladsaxe kommune har givet firmaet en advarsel og overvejer samarbejdet. DK-Pleje udfører fortsat arbejde for Gentofte og Herlev Kommune.