Dødstrusler og våben på bosteder slider ansatte ned
Siden 2007 har vold, trusler og våben været dagligdag på fire bosteder. Fem ansatte er blevet dræbt og de tilbageblivende risikerer PTSD og fysisk sygdom, fortæller arbejdsmiljøekspert.
16. august 2016
Vold og trusler er stadig dagligdag på de fire bosteder, hvor fem ansatte siden 2012 er blevet dræbt. Således kan man i det interne vold og trusselssystem i Region Midtjylland læse, at en ansat i 2016 blev truet med en ‘pistollignende genstand’ på bostedet Blåkærgård ved Viborg, hvor en socialpædagog blev dræbt for fire år siden. Den ansatte, som blev truet, måtte efterfølgende modtage psykologhjælp.
Det hårde arbejdsmiljø overrasker Annie Høgh, Professor på Institut for Psykologi på Københavns Universitet. Hun forsker i betydningen af vold, trusler, konflikter og chikane på arbejdspladsen.
"Jeg var slet ikke klar over, at miljøet på bostederne var så ekstremt. De ansatte må opbygge nogle forsvarsmekanismer for at leve i sådan en hverdag," siger hun.
Læs også: Skydevåben, økser og knive flyder på bosteder efter drab
PTSD og hjertesygdomFagbladet FOA har gennemgået tusindvis af politiudrykninger til de fire bosteder fra 2007 til 2016. Gennemgangen viser, at våben, vold og trusler de sidste ni år har været dagligdag for de ansatte.
"De ansatte risikerer at få nogle kroniske stressreaktioner, når de går på arbejde i sådan et miljø over længere tid. Det kan være farligt og i sidste ende lede til posttraumatisk stress og fysiske sygdomme, især hjertekarsygdom," siger Annie Høgh og fortsætter:
"En dag kan deres forsvar være slidt ned, og så kan de gå ned med flaget og må sygemeldes. Tit er det små ting, der udløser denne reaktion,” siger Annie Høgh.
Læs også: Vigtige planer mangler, når psykisk syge udskrives
Der skal handles nuHos FOA ryster det formand Dennis Kristensen, at vold, trusler og våben stadig er hverdag på bostederne, efter der har fundet drab sted:
"Vi kan ikke byde de ansatte at skulle arbejde på steder, hvor man kan finde så store våbenlagre. Det er selvfølgelig ekstra bekymrende, at man finder de mange våben et sted, hvor folk ikke er i psykisk balance og våbnene i højere grad risikerer at blive brugt," siger Dennis Kristensen og fortsætter:
"Det her er et signal om, at det er ved at skride for os. På en række bosteder rundt om i landet er der et meget hårdt miljø. Derfor skal vi også have en langt stærkere politimæssig indsat på bostederne."
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) i sagen. I en mail til Fagbladet FOA meddeler ministeriets kommunikationsfolk, 'at social- og indenrigsministeren ikke giver interview på nuværende tidspunkt'.