FOA ser klare fordele i regional ambulancedrift
Det vil være en unik mulighed, hvis Region Syd overtager ambulancedriften, som regionen har meldt ud efter Bios er gået konkurs, mener FOAs formand.
27. juli 2016
Region Syddanmark vil forsøge at hjemtage ambulancedriften og selv videreføre ambulancetjenesten, efter ambulanceoperatøren Bios er ramt af konkurs. Det besluttede Region Syddanmark på et ekstraordinært regionsrådsmøde tirsdag eftermiddag.
I FOA ser forbundsformand Dennis Kristensen mange muligheder i, hvis regionen som noget helt unikt selv kommer til at stå for at køre ambulancerne.
"Det gælder om at se på, hvad man kan få af synergieffekter. Der kan være mange fordele i, at det både er regionen, der driver de fysiske hjul og bygninger," siger Dennis Kristensen.
Kan arbejde i både biler og bygninger
Hvis det fremover både bliver regionen, der driver ambulancerne og sygehusenes akutmodtagelser, vil personalet fra ambulancerne eksempelvis kunne arbejde i bilerne og fortsætte behandlingen inde på akutmodtagelsen på en anden og mere fleksibel måde end i dag.
"Der bliver mere fokus på patientbehandlingen, uden at der skal tænkes så meget i, hvor regningen skal sendes hen, end når det er delt op i en privat ambulancetjeneste og en offentligt drevet akutmodtagelse," siger Dennis Kristensen.
FOA: Vil give bedre pris
Derudover mener Dennis Kristensen også, at det vil give en bedre pris på ambulancedriften, hvis der bliver gjort op med det monopol, som Falck stort set har haft på ambulancedrift i Danmark.
"Det har vist sig, at der er et regulært monopol på ambulancedriften i Danmark. Den eneste måde politikerne kan sikre sig, at de betaler den rigtige pris, er ved selv at drive ambulancerne," siger Dennis Kristensen.
Hvis Region Syd som varslet overtager ambulancedriften, vil personalet gå fra en 3F overenskomst, som dækker ambulancekørsel i det private, til en FOA overenskomst, som dækker ambulancekørsel i det offentlige.
Reddere vil have løn
Personalet har det tilsyneladende fint med udsigten til at skulle arbejde for regionen i stedet for Bios.
"Redderne er sådan set ligeglade med, hvem de skal arbejde for, så længe de får deres løn om det så er Bios eller Region Syddanmark er underordnet," siger reddernes fællestillidsrepræsentant Christian Stigaard til Ritzau.
Onsdag eftermiddag erklærede Skifteretten i Odense ifølge DR Bios konkurs.