Sikkerhed: Drop efternavnet på dit navneskilt

På mange offentlige arbejdspladser er det blevet farligt at skilte med sit fulde navn. Hospital i Aarhus tager nu konsekvensen.
19. juli 2016
På Det Nye Universitetshospital i Aarhus bliver patienterne i fremtiden på fornavn med en del af personalet, fortæller DR Østjylland.
Hovedsamarbejdsudvalget har nemlig lavet nye regler for navneskilte, som betyder, at ansatte i særlige tilfælde kan fjerne deres efternavn og kun skrive fornavn og titel.
”Det er for at beskytte sig, så man ikke findes af patienter eller pårørende, hvis man eksempelvis har et specielt efternavn,” siger Charlotte Thorup, der er næstformand i udvalget og fællestillidsrepræsentant for sygeplejersker og radiografer, til DR Østjylland.
Nødvendig foranstaltning
På hospitalets skadestue og også på andre skadestuer i landet har de ansatte længe optrådt alene angivelse af fornavn, men nu udbredes det altså til andre områder.
”Det er en trist udvikling, men desværre en nødvendig foranstaltning,” mener FOAs formand Dennis Kristensen. Han erkender, at det i et vist omfang er symptombehandling, men trusler mod offentligt ansatte er i så stærk stigning, at noget må gøres.
For det er ikke kun hospitalspersonale, der oplever mere aggressive borgere. Det gør blandt andre brandmænd, ambulancefolk, hjemmeplejen, parkeringsvagter, ansatte i psykiatrien, politi og fængselspersonale også.
Psykisk terror
Dennis Kristensen mener, at en national handlingsplan mod vold er vejen frem, når det drejer sig om trusler og vold fra syge mennesker, der ikke er sig selv. Tendensen mod større forråelse i samfundet og det tab af autoritet, som offentlig ansatte oplever, må tackles på anden vis.
”Jeg er normalt ikke tilhænger af strengere straffe, men det vil have en forebyggende effekt her. Og så skal sagerne efterforskes bedre, end det sker i dag,” siger Dennis Kristensen.
Han peger på, at trusler som ”vi ved, hvor du og dine børn bor” er ren psykisk terror, som ingen skal finde sig i.
”FOAs medlemmer skal ikke leve et arbejdsliv med risiko for, at de selv eller deres familie kommer til at opleve vold.”