Kys og kram skal ikke være tabu i børnehaver

Hvor går grænsen for de ansattes omsorg til børn i daginstitutioner? Den debat fylder netop nu medierne.
11. juli 2016
Midt i sommerferien er en større debat om kys og kram til børn i daginstitutioner blusset op i medierne.
Emnet dukkede op i en artikel i lørdagens Berlingske, som fortalte, at flere vuggestuer og børnehaver forbyder medarbejderne at kysse børnene. Og henover weekenden bredte det videre til andre store dagblade, til tv-stationerne – og ikke mindst til Facebook.
På FOAs Facebook-side mente dagplejer Jette Bakke Løvgren, at det er helt ude af proportion at forbyde de ansatte at kysse børnene.
”Det kommer ikke til at ske hos mig. I vores dagpleje er det ligesom hjemme for børnene, de får alle de kys, knus og kram, de skal have.”
Ikke kys på munden
Helt modsat så pædagogmedhjælper Karina Petersen på sagen. På TV2 Facebookside skrev hun, at
”Der er den-onde-lyne-mig ingen andre voksne, der skal kysse mine børn. Det tog jeg som en selvfølge. Jeg er rystet over, at det har forholdt sig anderledes i andre institutioner.”
Langt de fleste af de forældre og pædagogiske medarbejdere, der har deltaget i debatten er enige om, at kys i institutionerne skal være på kinden eller panden. Kys på munden hører hjemme i familien.
Omsorgen er vigtig
Mogens Bech Madsen, formand for Pædagogisk Sektor i FOA, ligger på samme linje:
”Jeg synes ikke, at medarbejderne skal kysse børnene på munden. Men kind- og pandekys og holden om, det skal der simpelthen være plads til. Det er jo ganske almindelig omsorg, og ægte omsorg er utrolig vigtig for børnene.”
Mogens Bech Madsen peger på, at mange børn gerne vil kysse og kramme, men de ansatte må i tæt dialog med forældrene sætte grænserne.
Nej til kysseforbud
Organisationen ”Børns vilkår” advarer også imod kysseforbud i institutionerne.
”Man skal have lov til at kysse børn som led i den omsorg, man giver. Vi har børn, der er i institution ni timer om dagen, og det påvirker dem selvfølgelig, hvis de slet ikke får nogen berøringer i løbet af en hel dag,” siger seniorkonsulent Bente Boserup til Ritzau.