Sosu-debattør videre til finalen i DM i debat: "Det er mega stort"

Social- og sundhedsassistent Agnes Daugbjerg Østergaard imponerede dommerne under semifinalen i DM i debat, som blev holdt på Folkemødet på Bornholm fredag. Hun fik de højeste karakterer blandt de otte deltagere og er videre til finalen, som holdes lørdag. Pelle Rink

Social- og sundhedsassistent Agnes Daugbjerg Østergaard scorede de højeste karakterer under semifinalen i DM i debat. "Du har i den grad styr på dit shit," lød de rosende ord fra dommerpanelet. 

17. juni 2016

”Jeg er bare så glad, at jeg har lyst til at hoppe og danse.”

Sejrsglæden blussede i ansigtet på social- og sundhedsassistent Agnes Daugbjerg Østergaard efter semifinalen i DM i debat, som blev holdt på Folkemødet på Bornholm fredag.  

Ud af otte semifinalister var hun blandt de fire, der gik videre til finalen. Og så endda med de højeste karakterer fra dommerpanelet. 

”Jeg er en af de fire bedste ungdomsdebattører i Danmark. Det er noget, jeg virkelig har  kæmpet for, så det betyder rigtig meget for mig,” jublede hun efter debatten.

Læs også: Sosu-debattør: Sådan kæmper jeg for at få anerkendt vores fag

 Kamp om de bedste argumenter
Semifinalen bestod af tre runder, der alle havde til formål at teste deltagernes evner til at levere gode argumenter og charmere publikum med rappe replikker. Det var både inden for emner, deltagerne selv havde valgt, og på spørgsmål, som arrangøren, Politiken, havde prioriteret.

Agnes Daugbjerg Østergaard argumenterede blandt andet for, at arbejdsgiverne skal spytte mere i kassen for at finansiere flere praktikpladser til unge. Derudover var hun i duel med en anden debattør, om tandlægebesøg skal betales af den offentlige sygesikring i stedet for, at man selv skal til lommerne. 

”Det var smukt at opleve, at du bygger dine argumenter på din egen ekspertviden,” lød de rosende fra en af dommerne, Søs Marie Serup, der er tidligere spindoktor for statsminister Lars Løkke Rasmussen.

”Ja, det var spitze. Simpelthen fremragende,” sagde meddommer Lea Korsgaard fra medievirksomheden Zetland. 

Ikke sovet hele natten

For den 23-årige sosu-assistent var finalepladsen en kæmpe lettelse oven på en periode med intensiv træning i debatteknik. Og ikke mindst en nat præget af nervøsitet.

”Jeg har overhovedet ikke sovet. Faktisk har jeg været ude at kaste op halvdelen af natten,” sagde Agnes Daugbjerg Østergaard til Fagbladet FOA. 

Hun går nu målrettet efter at vinde. Og det koster på ølfronten.

”Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at jeg ikke skal ud at feste i aften, men jeg har lige 50 spørgsmål, der skal terpes lidt mere, og argumenter, der skal pudses af.”