Stormøde: Drab og stress på dagsordenen

"Det handler ikke om, vi ikke er uddannet godt nok. Det handler om, at vi ikke er nok hænder." Sådan sagde socialpædagog Mia Kristina Hansen til de 1.900 tillidsvalgte i FOA, der torsdag var samlet for at diskutere arbejdsmiljø. Heidi Lundsgaard

Arbejdsmiljøet er presset. Derfor samledes 1.900 tillidsvalgte i FOA for at diskutere udfordringer med flere stressramte og drab.

10. juni 2016

1.900 tillidsvalgte i FOA var torsdag samlet i Odense for at diskutere arbejdsmiljø. På talerstolen var blandt andre FOA's formand, Dennis Kristensen, social- og sundhedsborgmester i København, Ninna Thomsen, og LO's formand, Lizette Risgaard. 

En af dem, der har oplevet et hårdt presset arbejdsmiljø på tætteste hånd, er socialpædagog Mia Kristina Hansen. I marts blev hendes kollega Vivi Nielsen dræbt af en beboer på bostedet Lindegården. Siden har hun og hendes kolleger kæmpet for at få sat fokus på deres arbejdsvilkår. 

”Det handler ikke om, at vi ikke er uddannet godt nok. Det handler om, at vi ikke har nok hænder,” sagde Mia Kristina Hansen fra talerstolen.

7 ud af 10 FOA-medlemmer svarede i en medlemsundersøgelse fra 2015, at deres arbejdsmængde var blevet større inden for det seneste år. 

Stress på arbejdet

Et andet emne, der blev diskuteret, var stress. Hvert femte medlem føler sig stresset, viser medlemsundersøgelsen fra 2015. Det er en stigning på 10 procent i forhold til fem år tidligere. Derfor har Fagbladet FOA spurgt en række tillidsvalgte om, hvordan de oplever stress på deres arbejdsplads, og hvad de gør for at håndtere det. 

Tid til at råbe op

Budskabet  på stormødet fra FOAs formand, Dennis Kristensen, var klar: 

I bliver nødt til at få politikerne råbt op. I må gøre klart, at I er fleksible, men I har også en grænse. Og den er nået nu. Sammen står vi stærkere, så vi må råbe op i flok,” sagde han.

Han blev bakket op af LO’s formand, Lizette Risgård, der i dagens anledning havde ryddet kalenderen for at tale til FOAs medlemmer.

”I betaler den højeste pris – nemlig jeres helbred. Og de konsekvenser skal vi have bragt frem til politikerne, så de kan forstå det. Vi kan kun løse det her, hvis vi gør det i fællesskab. Pas på hinanden og hjælp hinanden,” opfordrede Lizette Risgaard.