Nyt til dagplejen: Se hvad du kan lave med de yngste børn

Dagplejer Laila Hejlskov (tv.) og  dagplejekonsulenterne Mai Rasch og Jane Bennedsen fra Kolding Kommune har været med til at udvikle et nyt materiale med aktivitetskort, som giver dagplejerne inspiration til, hvordan de kan arbejde med de yngste børn.  FOA Presse/ Anne Mejer

Dagplejen i Kolding Kommune har udviklet aktivitetskort til inspiration i arbejdet med børn i alderen 8 til 18 måneder.

06. juni 2016

De yngste børn i dagplejen får ofte mindre kontakt og bliver talt mindre med end de større børn. Det fremgår af den forskning i dagplejen fra 2013, som børneforsker Ole Henrik Hansen fra Aarhus Universitet har stået i spidsen for.

I Kolding Kommune har dagplejen valgt at tage udfordringen op og har gennem mere end et år arbejdet på at udvikle en samling af aktiviteter, der er målrettet børn i alderen 8 til 18 måneder, og som tager udgangspunkt i det lille barns følelsesmæssige og sociale udvikling.

Materialet ’Babyaktiviteter’ blev præsenteret på Landskonferencen 'Kvalitet i dagplejen', som finder sted 6.-7. juni på Nyborg Strand.

Inspiration fra madopskrifter fra 70’erne

”Vi er nogle, der lærte at lave mad i 70’erne. Kan I huske den her,” siger Mai Rasch og viser et billede af en rød boks med madopskrifter under præsentationen fra Kolding Kommune.

Hun er dagplejekonsulent og har været med til at udvikle materialet, der har hentet inspiration fra 1970’ernes klassiske madopskriftsamling, der at dømme efter latteren i salen vækker genklang hos deltagerne på konferencen.

”Hvert kort i boksen indeholder en opskrift på en aktivitet, som dagplejerne kan bruge til at få en særlig kontakt til de yngste børn, så de føler sig set og forstået,” siger Mai Rasch.

Dagplejer: Lærer af refleksioner

Dagplejer Laila Hejlskov har også været med i udviklingen af det nye materiale. Hun fortæller, hvordan hun bruger aktivitetskortene til at reflektere over, hvad der giver mest mening for børnene.

På de enkelte kort kan man nemlig tilføje sine refleksioner efter at have afprøvet en aktivitet – for eksempel en goddag-sang.

”Det kan være observationer af, hvilke følelser jeg har set hos barnet, og hvad jeg som den voksne har lært,” siger Laila Hejlskov.

Efter at have lavet sanglegen ved et bord og set situationen på video, fandt hun ud af, at det var bedre at rykke ned på gulvet, hvor hun bedre kunne have fysisk kontakt med det yngste barn.

”Jeg kan se, at han udtrykker genkendelse, han smiler, søger øjenkontakt og viser interesse for de andre børn, så den aktivitet giver ham tryghed og får ham til at føle sig som en del af fællesskabet,” siger Laila Hejlskov.