Brandmænd kan nu hurtigere redde liv i højden

Rappelling ned fra over 30 meters højde er ingen sag længere for en gruppe brandmænd, der har fået kursus i højderedning.
11. maj 2016
Kommer en fynsk arbejder til skade, mens han arbejder på eksempelvis et tag eller i en hal i en høj bygning, kan han forvente hurtigere hjælp end tidligere.
Det nye Beredskab Fyn, som dækker det meste af øen, har nemlig for første gang etableret et decideret højderedningsberedskab på sit område.
”Fremover kan vi derfor redde den tilskadekomne hurtigere ned, så han eller hun har bedre chancer for at overleve uden varige mén,” siger brandmand Brian Nielsen til Fagbladet FOA.
Tryg i 40 meters højde
Brian og otte andre brandmænd fra Station Odense Åsumvej ved Beredskab Fyn blev klædt på til at løfte de nye opgaver med et kursus i højderedning hos BJ Specialuddannelse og Service i december 2015.
Her blev de blandt andet specialtrænet i at rappelle ned fra over 30 meters højde med en person fæstnet til sig ved hjælp af en sele.
”Hvis jeg bliver kaldt ud i morgen, vil jeg ikke have nogen betænkeligheder ved at kravle ned over en kant med 40 meter ned. Det er, fordi jeg ved, at jeg og mine kolleger i højderedningsberedskabet har 100 procent styr på sikkerheden,” siger Brian Nielsen.
Der var tre afsted på kursus fra hvert vagthold, så der fremover altid er højdereddere på vagt.
Hjælpen afhang af vagtplanen
Højderedning op til 30 meter kan som regel varetages af det almindelige beredskab ved hjælp af brandstiger.
Kom nogen til skade højere oppe, var Beredskab Fyn tidligere afhængig af, om der tilfældigvis var en eller flere specialister på vagt. Ellers måtte man tilkalde hjælp fra det nærmeste højderedningsberedskab i det tidligere Middelfart Brandvæsen, der nu hører under Trekantområdets Brandvæsen.